Menu

Referat af bestyrelsesmødet 7. januar 2019

image Udendørssæsonen ruller så småt igen i SIF Fodbold, og årets første referat af et bestyrelsesmøde har også set dagens lys. Arkivfoto
Af John Pedersen, bestyrelsesmedlem
19. januar 2019 kl. 11:53
Her kan du/I læse et referat af det seneste bestyrelsesmøde i SIF Fodbold. Mødet blev holdt mandag 7. januar 2019 - læs mere her...

Bestyrelsesmøde mandag 7. januar 2019 kl. 19.00:

Deltagere: Lars K., Stephan, Henrik, Lars O.,Heidi, John

Dagsorden:

1. Budget 2019 (Heidi)

2. Tøj m.v.

3. Sponsorudvalg

4. Planlægning af næste års generalforsamling, herunder besættelse af kassererposten og øvrige poster (Lars K.)

5. Driftsmøde (Stephan)

6. OK og ForeningsEl (Stephan)

7. Cafeteriadriften (Stephan)

8. Kunstgræsbanen (Henrik og Lars K.)

9. Fondsansøgninger

10. Projekt "Den gode SIF-træner" (Lars K.)

11. Eventuelt

 

1. Budget 2019 (Heidi):

Budget 2019 er endnu ikke klar. Inden næste bestyrelsesmøde modtages budget 2019 og regnskab 2018 i udkast.

2. Tøj m.v.:

Punktet udgik.

3. Sponsorudvalg:

Vi mangler stadig at få vores sponsorudvalg og de nye sponsormuligheder på nettet. Lars K. følger op på dette sammen med Brian.

Lars K. har kontaktet Ambercon om et sponsorat ifm. med en tribune på kunstgræsbanen. De er vendt tilbage og vil gerne holde et møde herom. Lars K. og Jess Gregersen fra sponsorudvalget holder møde med Ambercon.

Sponsorudvalget har fået liste med bander på bane 1, som der ikke betales for - eller som der i hvert fald ikke er faktureret i sommeren 2018. Bandesponsorerne vil blive kontaktet om en ny aftale. Alternativt vil banderne blive taget ned.

4. Planlægning af næste års generalforsamling, herunder besættelse af kassererposten og øvrige poster (Lars K.):

Afholdes onsdag 13. marts 2019. Lars K. sørger for indkaldelse og beder Trine om at sætte det i klubbens kalender på hjemmesiden.

Lars K. er stadig i dialog med et potentielt emne til kassererposten.

5. Driftsmøde (Stephan):

Er afholdt i starten af december 2018. Der blev bemærket følgende fra mødet:

Gissel havde ingen punkter til drøftelse

Kim L. ønskede et højere budget til indvendig og udvendig vedligeholdelse af klubhus

Der skal findes en løsning på de dårlige bruseforhold og udgift til udbedring skal i budgettet. Stephan og Kim L. indhenter 2-3 tilbud, og der satses på udbedring i sommerferien 2019

Vintertræning aftaler blev ikke overholdt, men det er på plads nu

Standerhejsning afholdes 2. lørdag i januar 2019 og sidste lørdag i marts 2019

6. april 2019 afholdes arrangement med indvielse af udskiftningsbokse finansieret af Spar Nord Fonden

Henrik Pilgaard påpegede, at der stadig er hold som ikke får meddelt afbud til kampe

I den planlagte weekend til klubbens pinsestævne er der også DBU-kampe på stadion, som dog forsøges lagt fredag/lørdag, så pinsestævnet som planlagt kan råde over søndag/mandag

Der afholdes nyt møde 8. januar; er vi klar til standerhejsning ?, navnesponsor til pinsestævne ? og eventuelt

6. OK og ForeningsEl (Stephan):

OK kommer 6. april 2019 og "sælger" deres kort og hjælper med at sørge for, at dem, der har et kort i forvejen støtter Støvring IF - samtidig vil de overrække stor check på det beløb, som vi modtog i 2018.

ForeningsEl ophører. Vi modtager sidste betaling på dette i maj 2019. Det vil således ikke påvirke vores budget for 2019, men herefter vil der alt andet lige være 40.000 kr. mindre i indtægt.

7. Cafeteriadriften (Stephan):

Intet at bemærke udover, at klubben modtager 5000 kr. ifm. fyrværkerisalget, som gennemføres af forpagterne af cafeteriet. Heidi fremsender faktura.

8. Kunstgræsbanen (Henrik og Lars K.):

Desværre intet nyt om det planlagte skur på kunstgræsbanen. Vi mangler de aftalte tegninger for at komme videre med tilladelse og fondsansøgninger. Lars K. følger op på sagen hos Kim L..

Pr. 1. februar 2019 skal vi levere vandprøver fra kunstgræsbanen til Rebild Kommune. De kan kun leveres, hvis der er vand i brønden - alternativt skal vi dokumentere med billeder overfor Rebild Kommune, at der ikke er vand i brønden. Henrik Pindstrup følger op på dette.

Der blev drøftet hensættelse til nyt kunstgræstæppe, idet der ved etablering primo 2015 blev talt om 10 års levetid. Hensættelse blev også drøftet ved etablering, men på baggrund af udtalelser om længere levetid reelt bl.a. fra Søren Konnerup, Fjerritslev Idrætscenter, blev der besluttet foreløbig ikke at foretage særskilte hensættelser hertil.

Det bemærkes, at der uændret ikke er beredskab til snerydning på kunstgræsbanen i weekenden. Eventuelle aftalte kampe må derfor forventes aflyst ved pludseligt weekendsnefald.

9. Fondsansøgninger m.v. (Lars K.):

Intet nyt.

10. Projekt "Den gode SIF-træner" (Lars K.):

Lars K. og Rasmus Gissel har afholdt møde herom og lavet budget for anvendelse af de tildelte 50.000 kr. til dette projekt fra DIF og DGI’s foreningspulje. Rasmus Gissel går herefter i dialog m/Select Technica og trænere om indlæg m.v. Projektet afvikles i løbet af 2019.

11. Eventuelt:

Punktet udgik.

Referent: John Pedersen

 

Luk