10-15 målchancer til JS-kvinderne
Indstillingen og fighterviljen fejlede absolut intet hos SIF-mandskabet i kvindernes Jyllandsserie, da det lørdag 15/9 gjaldt udekampen mod Tornby IF, men SIF-holdet fik - på en noget nær umulig bane - ikke løn som fortjent, og det hele endte i en nulløsning, som hjemmeholdet kunne være mest tilfreds med.
- Vi havde rundt regnet 10-15 store målchancer fordelt over hele kampen, men vi afsluttede desværre alt for ofte lige på deres keeper. Tornby IF ville absolut intet fremad banen, men vi fik det ene point og er ubesejret i de seneste fire kampe, siger Jan "Krølle" Nielsen, SIF-cheftræner.
- SIF-startopstillingen, 4-4-2: Camilla Hvilsom - Lisa Mikkelsen, Sigrid Poulsen, Katja Quist Kristensen og Alberte Kollerup - Kita Kærdrup, Katja Uhrenholt, Kathrine Frey og Nicoline Jespersen - Nicole Kornum Netopil og Dea Poulsen.
- Bænken denne gang: Julie Blicher, Line Elkjær Rasmussen og Daria Krzos.
- Banen var helt skidt. Der stod vand på banen mange steder, og græstæppet var i den grad langhåret. Det gjorde heller ikke betingelserne lettere. Vi spillede faktisk en god kamp med fin attitude hos spillerne, der gik til den i duellerne. Vi forsøgte at spille fodbold på en vanskelig bane, fortsætter Jan "Krølle" Nielsen.
Der var JS-debut til unge Daria Krzos, som fik de sidste 45 minutter på banen. Alle 14 spillere kom i aktion i 0-0-opgøret i Tornby.
Midtbanespilleren Kathrine Frey spillede en meget stærk kamp, og hun blev kampens SIF-spiller med syv stemmer i den efterfølgende fidusafstemning.
JS-kvinderne spiller igen på tirsdag hjemme mod Holtet IF med kickoff kl. 18.30.
Stilling og aktuelle kampe i JS-puljen:
https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=278038
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-kvinderne-en-tur-til-tornby/