Angrebs-vikarer slog til for Serie 3
- Kampfakta:
- Serie 3, herrer:
- Støvring IF - IK Rosendal 2-1 (0-0)
- Mål:
- 74. minut: 1-0 Asger Stahl Olsen (assist Marcus Skovhus Pedersen).
- 80. minut: 2-0 Michael Wædeled Andersen.
- 90. minut: 2-1 Dan Fuglsang.
- SIF-startopstillingen, 4-1-4-1: Joakim Nielsen - Robert Ørtoft, Rasmus Carøe Eriksen, Lars-Bo Hansen og Michael Wædeled Andersen - Malthe Christiansen - Selemani Kikwangazala, Casper Henriksen, Christoffer Olesen og Noah Overgaard Skouboe - Marcus Skovhus Pedersen.
- Bænken denne gang: Asger Stahl Olsen og Nikolaj Chistiansen.
- Indskiftninger, SIF:
- 46. minut: Malthe Christiansen ud - Asger Stahl Olsen ind.
- 60. minut: Noah Overgaard Skouboe ud - Nikolaj Christiansen ind.
Serie 3-mandskabet hentede en uhyre vigtig hjemmesejr på kunstgræsbanen lørdag 21/9, og den blev sikret i det sidste kvarter takket være to fuldtræffere af Asger Stahl Olsen og Michael Wædeled Andersen, der på skift vikarierede på angrebspladsen i slutfasen, der fik fornyet spænding med en sen reducering af gæsterne.
- Dommeren fik på en eller anden måde lagt seks minutter til, og det var seks lange minutter for os alle ude på sidelinjen, men vi holdt stand og hentede en særdeles vigtig sejr i bestræbelserne på at sikre billetten til forårets Serie 3, siger Søren Milde, Serie 3-træner i SIF-lejren.
Efter cirka 10 spillemæssigt flotte minutter af SIF-mandskabet ramte SIF-spilleren Casper Henriksen og gæsternes målmand ind i hinanden i en situation, hvor de begge udelukkende havde øje på bolden. I et hændeligt uheld ramte Casper Henriksen med siden/hoften IK Rosendal-målmandens hoved, og sidstnævnte var slemt medtaget og kortvarigt ikke ved bevidsthed.
Han blev lagt i aflåst sideleje men kom heldigvis til sig selv. Efter 20-25 minutter blev kampen genoptaget, og den uheldige Rosendal-spiller blev senere hentet af en ambulance.
- Målmanden slap med heldigvis med en mindre hjernerystelse. Jeg talte lørdag aften med Rosendal-træneren, forklarer Søren Milde.
SIF-holdet fandt aldrig rigtig spillemæssigt melodien igen efter den lange kampafbrydelse. der blev spillet for langsomt, og selvom gæsterne heller ikke var prangende, så faldt SIF-holdet i kadence.
- Vi prøvede - uden den ønskede effekt - at spille 4-4-2 fra anden halvlegs start, og så vekslede vi tilbage til 4-1-4-1 nu med Asger Stahl Olsen på toppen. I det 74. minut spillede Marcus Skovhus Pedersen bolden til Asger Stahl Olsen, der efter et træk kanonerede bolden helt op i det ene målhjørne. Et drømmemål, der må bejle til årets mål, fortsætter Søren Milde.
Han sendte backen Michael Wædeled Andersen helt i front i slutfasen, og så overtog Asger Stahl Olsen, der var begyndt at se lidt træt ud, backpladsen, og Michael Wædeled Andersen kvitterede i det 80. minut ved at erobre bolden fra en Rosendal-spiller, gå direkte på mål og sende bolden behersket fladt i mål.
2-0 med 10 minutter igen.
I overtiden blev det 2-1, men SIF holdt gæsterne fra fadet i de seks minutter, der blev lagt til.
- Det var ikke en køn sejr, men det var dæleme en vigtig en slagsen. Stor lettelse i omklædningsrummet efter kampen. Jeg vil gerne fremhæve målmand Joakim Nielsen for en god kamp. Han havde blandt andet en rigtig vigtig redning ved 0-0 inden pausen, hvor han fik viftet bolden forbi den ene stolpe. slutter Søren Milde.
Stillingen og aktuelle
kampe i Serie 3-puljen:
https://www.dbujylland.dk/resultater/pulje/299002/opslagstavle
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/lidt-af-en-knaldperle-for-serie-3/