Menu

Calle Facius: Lidt for spændende

image Calle Facius og Serie 1-tropperne har hentet 7 point i de tre seneste kampe. Lørdag 26/10 gælder det Gundersted IF på udebane i næstsidste spillerunde. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
25. oktober 2019 kl. 12:27
Serie 1-herrer møder lørdag 26/10 Gundersted IF på udebane i næstsidste spillerunde, og hjemmeholdet kan rykke op med en sejr. Et SIF-nederlag kan bringe SIF i fedtefadet i striden om at undgå sjettepladsen, der udløser playoff mod en toer fra Serie 2 - læs mere her...

Der er tæt opløb blandt 7 af de 8 hold i Serie 1-puljen inden de to sidste spillerunder, men Gundersted IF, som SIF-mandskabet møder i Gundersted lørdag 26/10 med kickoff kl. 13.00, kan sikre sig oprykning til Jyllandsserien med en sejr, og skulle det blive til en SIF-sejr, så har Gundersted IF stadig et skud i bøssen i sidste spillerunde hjemme mod puljens agterlanternen MorsØ FC.
For SIF-mandskabet bør en sejr som minimum sikre endnu en sæson i Serie 1 med skelen til 7-1-sejren hjemme over Thisted FC, der aktuelt indtager 6. pladsen tre point efter SIF, som også - med en sejr i Gundersted - fortsat vil være blandt bejlerne til andenpladsen, der udløser playoff mod et JS-hold.
Og SIF skal møde Thisted FC på udebane i sidste spillerunde.

Stillingen og aktuelle
kampe i Serie 1-puljen:

https://www.dbujylland.dk/resultater/pulje/298981/opslagstavle

- Vi glæder os til kampen i Gundersted, hvor der med garanti vil være masser af tilskuere. De rykker op med en sejr, og vi kan komme i fedtefadet m.h.t til playoff fra sjettepladsen, hvis Thisted FC vinder i Løgstør i denne spillerunde. Vi fokuserer ikke så meget på muligheden for oprykning. Det gælder om at sikre eksistensen i Serie 1, selvom jeg syntes, vi kunne fortjene mindst andenpladsen i den tætte pulje, hvor der er mange mulige scenarier for slutplaceringene blandt de 7 øverste hold i puljen, siger SIF-cheftræner Calle Facius.

Lasse Pilgaard (foto herover, red.), Thomas Nielsen og Tobias Buus (klar igen efter en skade) er nye islæt i SIF-truppen til kampen i Gundersted i forhold til udekampen mod Hanstholm IF. Der er afbud fra Niclas Plougmann (arbejde) og Kenneth Møller (skadet til træning tirsdag). Jens Janum Riis har døjet med en lyskeskade, og den brød op under torsdagens træning.

- Der bliver knald på i Gundersted, men det er også den slags kampe, alle fodboldspillere gerne vil tage del i. Der er højspænding, som turneringsplanlæggerne gerne vil have - måske også lidt for megen højspænding. Vi skal have stor løbevillighed og være stærke på bolden, og så kræver det fuld koncentration i samtlige 90 minutter mod et Gundersted-hold, der aldrig giver op. Det kører på til sidste minut, fortsætter Calle Facius.

Han roser Gundersted-holdet for et stærkt koncept og stor sammenhold spillerne imellem.
- De to hold kan næppe overraske hinanden. Dertil er kendskabet til hinanden for stor. Man kan tro, man har styr på tingene mod Gundersted, der så pludselig får udbytte af en pågående periode i kampen. Det skal vi være opmærksomme på, understreger SIF-cheftræneren.

SIF slog Gundersted IF 2-1 hjemme i Støvring i det første indbyrdes opgør.

  • Serie 1-truppen til lørdagens udekamp mod Gundersted IF: Mikkel Blad Krogh, Mike Hansen, Nicolaj H. Hvilsom, Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Christoffer Olesen, Casper Henriksen, Anders Nielsen, Mads Harbo, Kasper Bøgh, Christian Lie Guldager, Mads Dahl, Lasse Bang Pilgaard, Thomas Nielsen og Tobias Buus.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/serie-1-sikret-mod-direkte-nedrykning/

Luk