Menu

Det skal slå gnister i Sæby lørdag

image Glæde i SIF-lejren efter udesejren over Aalborg Chang. Lørdag 27/10 gælder det Skjold Sæby på udebane i næstsidste spillerunde med kickoff kl. 13.30. Arkivfoto: Gorm Bak-Pedersen Christiansen
Af Jørn Eriksen
26. oktober 2018 kl. 12:26
Lørdag 27/10 kl. 13.30 gælder det næstsidste spillerunde for JS-herrer, der møder Skjold Sæby på udebane. SIF-mandskabet er under pres i bestræbelserne på at undgå nedrykning, mens Skjold Sæby blot mangler ét point i definitivt at have indløst billet til forårets JS 1, hvor der skal spilles om oprykning til Danmarksserien - læs mere her...

Trods regnvejr i dag (fredag 26/10) og udsigt til mere af samme skuffe i morgen lørdag, hvor meteorologerne også bebuder et temperaturmæssigt dyk med mulighed for slud-/snebyger natten til søndag, skal det slå gnister for JS-mandskabet på udebane mod Skjold Sæby med kickoff kl. 13.30 lørdag eftermiddag.

En SIF-sejr vil veje usandsynligt tungt i kampen for at redde eksistensen i Jyllandsserien, og tre point vil også lune gevaldigt, hvis SIF-mandskabet i den sidste skulle ende på den 7. plads, hvor de to dårligste i de fire JS-puljer også rykker ned i lighed med de fire 8'ere. De to bedste 7'ere bevarer JS-status.

  • Den aktuelle situation på 7. pladserne:
  • Pulje 1: RKG Klarup, 11 point for 12 kampe.
  • Pulje 2: Skive IK, 10 point for 12 kampe.
  • Pulje 3: FC Skanderborg, 13 point for 12 kampe.
  • Pulje 4: Hatting-Torsted Fodbold, 13 point for 12 kampe.

SIF-holdet indtager inden de to sidste spillerunder den vitale sjetteplads á point med RKG Klarup og blot ét point foran Aalborg Freja, som man selv slutter af mod hjemme i Støvring næste lørdag.

I morgen (lørdag 27/10) brager Aalborg Freja og RKG Klarup ind i hinanden samtidig med, at SIF er i aktion i Sæby.

Skjold Sæby er - i skrivende stund - blot ét point fra at være sikre på en slutplacering i Top 4 og dermed en plads i forårets JS 1.

De 18 point, Skjold Sæby har på bogen, kan dog vise sig at række, hvis Aalborg Chang taber hjemme til puljevinderne fra Hobro IK senere lørdag eftermiddag - den kamp fløjtes først i gang kl. 15.30 på Provstejorden. Chang, der selv er blandet ind i nedrykningsstriden, skal vinde deres to sidste kampe for at komme á point med Skjold Sæby - i så fald er Chang bedst indbyrdes.

- Det siger sig selv, at en sejr i Sæby vil gøre en verden til forskel for os. Vi har lagt en "skummel" plan, der forhåbentlig giver os de tre point, men vi har haft problemer mod netop Skjold Sæby. Skulle det ikke blive til en sejr, skal vi besejre Aalborg Freja i sidste spillerunde, men det kunne unægteligt være rart gå ind til den sidste kamp med 14 point på kontoen, siger Kim Nielsen, SIF-cheftræner.

Skjold Sæby slog senest Aalborg Freja 2-0 på udebane i kølvandet på tre nederlag på stribe til henholdsvis Aalborg Chang, Hjørring IF og RKG Klarup, og i 14. og sidste spillerunde slutter Skjold Sæby af på udebane mod Gug Boldklub.

Stillingen og aktuelle
kampe i JS-puljen:

https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=277845

Jo, der er kridtet op til en neglebidende spændende afslutning i denne JS-pulje. I sidste spillerunde mødes de fire hold, der indtager 5. til 8. pladsen i puljen i to opgør - RKG Klarup mod Chang og SIF Fodbold mod Aalborg Freja.

I SIF-lejren er der genvalg til de 14 spillere, der senest var med i 0-4-nederlaget hjemme mod Hjørring IF.

  • JS-truppen til kampen ude mod Sæby: Mikkel Blad Krogh, Aske Kjærup Pedersen, Zacharias Krunderup, Christoffer Olesen, Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Nicklas Aagaard, Thomas Nielsen, Mikkel Frimor Holm Jensen, Mads Harbo, Nicolaj Hvilsom, Kasper Bøgh, Casper Henriksen, Asger Bundgaard Nielsen og Rasmus Hasselriis.

De to sidste spillerunder i JS-puljen:

  • 13. spillerunde:
  • Lørdag 27/10:
  • 13.30: Aalborg Freja - RKG Klarup
  • 13.30: Skjold Sæby - Støvring IF
  • 15.15: Hjørring IF - Gug Boldklub
  • 15.30: Aalborg Chang - Hobro IK
  • 14. spillerunde:
  • Lørdag 3/11:
  • 13.30: RKG Klarup - Aalborg Chang
  • 14.30: Gug Boldklub - Skjold Sæby
  • 15.30: Støvring IF - Aalborg Freja
  • Søndag 4/11:
  • 13.30: Hobro IK - Hjørring IF

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/tegning-til-knivskarp-finish-for-js-herrer/

 

Luk