Menu

Fantom-comeback forblev fatamorgana

image Gugs Lasse Strandberg (t.h.) bag linjevogteren efter scoringen til 2-3, og den scoring fuldbyrdede hans hattrick mod SIF, der ellers havde vendt 0-1 til 2-1 og til sidst var tæt på en udligning til 4-4.
Af Jørn Eriksen
17. august 2018 kl. 23:51
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien, indkasserede efterårets andet nederlag i to kampe, da det blev 3-4 hjemme mod puljens aktuelle tophold, Gug Boldklub, fredag aften 17/8. Gæsternes Lasse Strandberg satte tre af Gug-scoringerne ind, og SIF fik en udligning til 4-4 i det 88. minut annulleret for offside - læs mere her...

Det lignede noget nær et fantom-comeback for hjemmeholdet, da den tidligere Gug-spiller, Mikkel Frimor Holm Jensen, headede JS-mandskabet på 4-4 i det 88. minut - syv minutter forinden havde han med et tordenskrald af et hovedstød reduceret til 3-4, men et hævet flag fra den ene linjevogter fik -desværre set med SIF-briller - det fatamorgana til at forsvinde i aftenskumringen.

En bold blev sendt frem i Gug-feltet, hvor Nicolaj Hvilsom forlængede den videre til Mads Harbo, der skyldte en scoring p.g.a en misbrugt mulighed på en friløber inden pausen, og Mads Harbo fik også afsluttet, men Gug-keeperen fik rettet bolden af. Det var så her fremstormende Mikkel Frimor Holm Jensen fik ekspederet bolden videre i nettet og i nogle splitsekunder lignede dagens mand i skysovs - hvorefter et hævet flag hos den ene linjevogter betød, at stillingen stadig var 3-4 p.g.a en offsidekendelse.

- Jeg håber, linjevogteren var sikker i sin sag. Vi synes, det så stærkt tvivlsomt ud, men når det så er sagt, så er vi enormt skuffede. Vi svinger selv fra at lave ting af høj JS-klasse til et overraskende lavt bundniveau indenfor selv korte perioder. Vi slog ikke til på de åbne muligheder, vi havde. Det gjorde Gug, der i Lasse Strandberg har en spiller af høj klasse, siger Kim Nielsen, SIF-cheftræner.

Med tre scoringer, til 0-1, 2-2 og 2-3, satte Lasse Strandberg et tydeligt fodaftryk på kampen. 0-1 i det 7. minut, hvor han gled ubesværet fri til scoring.

Efter 15-20 minutter udlignede tilbagevendte Lasse Pilgaard på et hovedstød, og i det. 29. minut blev det 2-1 ved Mads Harbo. Angrebsmakkeren Nicolaj Hvilsom pressede Gug-målmanden, og han sparkede bolden lige ud i fødderne af Mads Harbo, der sagde tak for gaven og kørte mod mål for slutteligt at sende den i nettet.

Glæden holdt desværre kort i SIF-lejren. I samme minut blev det 2-2. Et indlæg fra Gugs højre side gik helt modsat, hvor Lasse Strandberg efter en Laudrup-tæmning lige kørte bolden bag om sig selv for til sidst at sende den ind ved fjerneste stolpe.

  • SIF-startopstillingen 4-4-2: Mikkel Blad Krogh - Nikolai Thorhauge Jacobsen, Lasse Pilgaard, Nicki Fischer og Rasmus Carøe Eriksen - Mikkel Frimor Holm Jensen, Thomas Nielsen, Aske Kjærup Pedersen og Nicklas Aagaard - Mads Harbo og Nicolaj Hvilsom.
  • Bænken denne gang: Asger Bundgaard Nielsen, Stefan Pilgaard og Jens Janum Riis.

Fra anden halvlegs start erstattede Stefan Pilgaard så Nikolai Thorhauge Jacobsen som højre back. I det 58. minut kom Asger Bundgaard Nielsen på banen i stedet for Nicklas Aagaard, hvilket betød, at Thomas Nielsen kom ud på højrekanten, så Asger Bundgaard Nielsen fik pladsen centralt på midtbanen ved Aske Kjærup Pedersens side.

Gug pressede højt, og der var muligheder at spore for hjemmeholdet i kontrafasen, men i det 60. minut blev det 2-3 på en omstilling den anden vej. Bolden blev spillet godt op midt i og videre ud i gæsternes højre side, hvor Lasse Strandberg fuldbyrdede sit hattrick.

I kølvandet på den scoring kom SIF-anfører Nicolaj Hvilsom ud til et pusterum på bænken efter, der var fløjet nogle verbale finker afsted - ind kom Jens Janum Riis, men fire minutter senere gjorde Gug det så til 2-4 i kølvandet på et hjørnespark, hvor Lasse Pilgaard angiveligt fik ekspederet bolden i eget net - han dog ikke gøre ret meget andet end at forsøge at få bolden væk.

To minutter senere blev Nicolaj Hvilsom sendt i aktion igen, og Jens Janum Riis kom ud igen efter et "lynindhop". I den fase havde Gug også indkasseret et gult kort.

I det 70. minut var Mikkel Frimor Holm Jensen tæt på at reducere til 3-4 på en nedfaldsbold, men bolden ramte overliggeren.

Med 12 minutter fik kampens profil, Gugs Lasse Strandberg, så et gult kort, og SIF satsede offensivt. Rasmus Carøe Eriksen kom ud - ind kom Nikolaj Thorhauge Jacobsen, og der blev sendt spredehagl frem mod Gug-feltet.

Med ni minutter igen blev spændingen genskabt. Stefan Pilgaard sendte bolden glimrende ind i feltet ude fra højrekanten, og Mikkel Frimor Holm Jensen steg vejrs og dirigerede fornemt bolden op i det ene målhjørne på et hovedstød.

Herefter fulgte så op- og nedturen omkring Mikkel Frimor Holm Jensens scoring til 4-4 i det 88. minut, men en offsidekendelse betød, at Gug kunne trække sig sejrrigt ud af kampen. I overtiden indkasserede Lasse Pilgaard et gult kort.

JS-mandskabet har to kampe på menuen i næste uge. Tirsdag aften 21/8 kl. 19.00 gælder det Hobro IK på udebane, og lørdag 25/8 kommer Aalborg Chang til Støvring med kampstart kl. 13.30.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/cheftraener-vil-se-ild-i-oejnene/

 

Luk