Fint spil af Serie 4 - men for få chancer
Det lykkedes desværre ikke Serie 4-mandskabet at besejre et stærkt besat Nibe-mandskab i søndagens hjemmekamp. Modstanderne, der havde tre vante Serie 1-spillere med til Støvring, vandt 2-0 i en spillemæssig jævnbyrdig og tæt affære med den store forskel, at hjemmeholdet havde svært ved at komme frem til åbne målchancer.
Den afgørende scoring til 0-2 kom først i kampens slutfase med under 10 minutter igen, da alle troede dommeren ville fløjte for et frispark til SIF-spilleren Søren Salk, men det skete ikke - i stedet slog Nibe kontra og fik scoret deres andet mål i kampen.
- Vi står igen med en fornemmelse af, at der ikke skulle være gået meget vores vej for at få point ud af dette opgør, men vi fik desværre ikke skabt chancer nok. Jeg savnede lidt nogle diagonalbolde i bagrummet eller mere direkte spil, når mulighederne var til det, men vi har stadig syv kampe igen og 21 point at spille om. Nu gælder det som minimum om at komme forbi Farsø/Ullits IK i tabellen og snuppe sjettepladsen, der kan betyde endnu en sæson i Serie 4, siger Kim Lyngberg, SIF-træner.
De 12 bedste 6'ere i Serie 4 undgår nedrykning til Serie 5, mens de 24 dårligste rykker ned i lighed med 7'erne og 8'erne.
SIF-holdet indtager syvendepladsen med fem point for de første syv kampe og har altså seks point op til Vindblæs og Løgstør på fjerde- og femtepladsen.
I søndagens opgør lagde Nibe stærkt fra land og dominerede klart i de første 10-12 minutter uden dog at få scoret. Inden pausen fik SIF deres største mulighed i kampen, da højrebacken Søren Salk var kommet med frem i feltet helt inde foran mål. Et indlæg fra venstre side havnede for fødderne af Salk, der desværre fik sendt bolden over mål - her kunne SIF godt være kommet foran 1-0.
Der blev arbejdet godt af alle mand, og defensivt stod holdet godt med en stærk midterakse i Patrick Marquartsen og Tobias Carøe Eriksen som midtstoppere samt Morten Juul og Mark Bloch Jensen lige foran som styrmænd på den defensive midtbane.
SIF-startopstillingen, 4-2-3-1: Anders Jensen - Søren Salk, Patrick Marquartsen, Tobias Carøe Eriksen og No Lian Bawi Thung - Mark Bloch Jensen og Morten Juul - Simon Kibsgaard, Frederik Lykke og David Guldborg - Nikolaj Bøgh.
Bænken denne gang: Patrick Öster, Christian Grønhøj og Brian Bloch Jensen. Alle 14 kom i aktion.
Inden pausen havde Simon Kibsgaard et behjertet langskud, og fik også muligheden på et indlæg fra venstre, men SIF-spilleren komme ikke luften til at kunne heade den bold i nettet.
0-0 ved pausen i en Serie 4-kamp på et højt spillemæssigt niveau med nerve og intensitet.
Man stod med en fornemmelse af, at SIF måske ville få svært ved at svare igen, hvis holdet kom bagud - idet hjemmeholdet - trods stærkt forsvarsspil - ikke væltede sig i målchancer.
Og det skete desværre cirka 10 minutter efter pausen. En bold dumpede ned i højre side, og bolden landede for fødderne af en Nibe-spiller, der sendte den ind ved fjerneste stolpe.
Med under 10 minutter igen cementerede Nibe sejren med scoringen til 0-2.
- Vi skal glæde os over, at vi endnu ikke har mødt en modstander, vi ikke har kunnet besejre. Jeg mener, vi godt kunne have slået Sønderup/Suldrup IK Frem og Løgstør, og mod Nibe kunne vi måske også have fået point, men efter syv kampe som oprykker er vi endnu ikke blevet spillet af banen af nogle af de andre, fastslår SIF-træner Kim Lyngberg.
Serie 4 spiller igen på lørdag - 23/9 - kl. 12.00 på udebane mod Øster Hornum IF, som SIF fik 1-1 mod hjemme i Støvring i det første indbyrdes opgør.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/lyngberg-vi-havde-fortjent-at-faa-point/
Fjerdeholdet hos herresenior, Serie 6, fører puljen efter holdets første fire kampe, der har kastet 10 point af sig. Serie 6 spiller mandag 18/9 kl. 18.00 på udebane mod Svenstrup-Godthåb IF.