Forløsende sejr til JS 2-herrerne
- Kampfakta:
- Jyllandsserien 2, herrer:
- Løgstør - Støvring IF 1-2 (1-1)
- 14. minut: 1-0 Kristijan Pavleka
- 40. minut: 1-1 Mads Harbo
- 69. minut: 1-2 Nicklas Aagaard
- Udskiftninger:
- 55. minut: Christoffer Olesen for Nikolaj Thorhauge
- 73. minut: Lars-Bo Hansen for Christian Guldager
Vi kom forfærdeligt igang med kampen. Vi kom slet ikke i ordentligt pres på bolden, og de første 20 minutter var vi slemt på hælene og kom helt naturligt bagud. Der var ikke voldsomme chancer imod os, men vi kunne på ingen måder være tilfredse med egen indsats, specielt ikke i presspillet.
Midtvejs i halvlegen fik vi en stor chance til Thomas Nielsen, og langsomt derfra blev det bedre uden at blive godt i første halvleg. Ikke desto mindre fik vi udlignet fem minutter før pausen, da Mads Harbo scorede direkte på frispark/indlæg, fra siden - bolden sejlede i mål. Der kom godt nok et Løgstør-hoved på bolden, men efter sigenede først efter bolden havde passeret stregen.
I slutminutterne af første halvleg havde Mikkel Blad Krogh en god redning, der sørgede for, at der ikke blev scoret yderligere og således 1-1 ved pausen.
I pausen snakkede vi primært om at komme både tættere på og højere op i presset, samt at blive bedre til at holde fast i bolden, når vi havde den. I den forbindelse byttede Thomas Nielsen og Mads Harbo plads, og det gav os lidt mere ro på bolden.
Vi spillede en meget fornem anden halvleg, og vi styrede i den grad begivenhederne. At vi kun endte med at vinde den 1-0 er voldsomt. Vi producerer fire-fem åbne chancer og holdt Løgstør helt fra fadet, undtaget den hektik, der næsten altid opstår i slutminutterne, når man kun fører med et mål.
Det var Nicklas Aagaard, der bragte os foran i anden halvleg, og i løbet af halvlegen kunne Guldager, Harbo, Thomas, Yashar og Hvilsom også være kommet på scoringstavlen, hvis vi havde haft lidt større skarphed, så mange chancer havde vi.
Jeg er enormt begejstret ikke bare for at vinde, men hele præstationen i anden halvleg er det bedste, jeg har set, siden holdet slog Aalborg Freja i den afgørende kamp i efteråret.
Vi kom helt anderledes tæt på i specielt de defensive aktioner, og det gav os overtaget.
Nu gror træerne ikke ind i himmelen, og selvom sejren var forløsende, så giver den "kun" tre point, og vi har brug for væsentlig flere, men præstationerne peger over de sidste fire kampe for alvor fremad, og det giver grund til optimisme. Igen og igen må jeg rose spillernes fantastiske indstilling. Det var den, der vendte kampen i dag.
Med sportslig hilsen
Rasmus Gissel, cheftræner og sportschef
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-2-herrer-paa-pointjagt-i-loegstoer/