Forrygende hattrick af JS 1 og nu nr. tre
Syv gyldne minutter - fra det 53. minut til det 60. minut - var afgørende hjemme mod Vildbjerg SF onsdag aften 9/5, da Jyllandsserie 1-mandskabet fornemt hentede den tredje sejr i træk. På de syv minutter blev 1-2 vendt til 4-2, hvilket også blev slutcifrene, og med den sejr rykkede SIF-mandskabet - i hvert fald for en stund - op på tredjepladsen i JS 1-puljen, men trioen Tjørring IF, Herning Fremad og Skjold Sæby skal i aktion i dag (torsdag 10/5) og både Herning Fremad og Skjold Sæby kan igen overhale SIF-holdet.
To mål af både Mads Harbo og fodboldkamæleonen Nicolaj Hvilsom, der mestrer lidt af hvert i den blå-hvide SIF-trøje, fine præstationer af fem spillere, der har alder til at spille U 19 og en god kollektiv holdmoral var en herlig cocktail på en sommervarm aften i maj i Støvring.
Første halvleg mod Vildbjerg SF var dog en blandet landhandel. SIF indledte stærkt og kom foran allerede i det 2. minut ved Mads Harbo, og det så lovende ud de første 15-20 minutter, men så gik det spillemæssigt noget i stå for hjemmeholdet, der også nåede at komme bagud inden pausen.
- SIF-startopstillingen, 4-4-2: Nils Falk - Rasmus Carøe Eriksen, Lasse Pilgaard, Mads Borup Steen og Nicolaj Hvilsom - Christoffer Olesen, Aske Kjærup Pedersen, Thomas Nielsen og Niclas Plougmann - Christian Lie Guldager og Mads Harbo.
- Indhopperne denne gang: Nicklas Aagaard, Frederik Pind (U 19) og Asger Bundgaard Nielsen (U 19).
Og så kunne både Niclas Plougmann, Mads Borup Steen og Nicklas Aagaard egentlig også spille U 19 men har valgt at spille seniorfodbold.
Det blev 1-1 i det 24. minut, da en Tjørring-spiller alt for let fik sat sig igennem mod tre-fire SIF-spillere for slutteligt at sende bolden behersket i nettet.
Fire minutter senere erstattede Nicklas Aagaard så Aske Kjærup Pedersen i motorrummet på den centrale midtbane, og i det 35. minut var Niclas Plougmann tæt på at bringe SIF foran 2-1 på et brag af helflugter på et indlæg fra Mads Harbo, men bolden prellede af på den ene stolpe. Den bold ramte Plougmann ellers helt perfekt.
Tre minutter senere blev det i stedet 1-2.
SIF mistede bolden i opspillet. Gæsterne slog en dyb stikning op til en hurtig angriber, som SIF havde deres hyr med især inden pausen, og han sagde tak for "gaven" og scorede.
1-2 ved pausen.
Fra anden halvlegs start kom Christian Lie Guldager og Niclas Plougmann ud til et pusterum på bænken. Ind kom U 19-duoen Asger Bundgaard Nielsen og Frederik Pind. Det betød, at anfører Nicolaj Hvilsom, der scorede to mål ude mod Aalborg Freja i rollen som angriber, igen blev sendt i front. Frederik Pind overtog tjansen som venstre back, og Asger Bundgaard Nielsen kom ind på den centrale midtbane, mens Nicklas Aagaard gled ud på venstrekanten.
Fem minutter efter pausen var Vildbjergs målscorer til 1-2 tæt på at udbygge gæsternes føring, da han igen slap fri på en dyb stikning, men han sendte heldigvis bolden forbi fjerneste stolpe.
Og så tog SIF ellers fat.
Tre fuldtræffere på syv minutter, fra det 53. til det 60. minut, og så var den kamp reelt afgjort.
Vildbjerg SF havde ellers tilsyneladende læst på lektien og fik dækket fornuftigt op for Mads Harbos venstrebensskud gennem hele første halvleg. Hver gang, Harbo driblede på tværs, blev der dækket af for hans venstreben, men i det 53. minut fik Harbo chancen fra en passende distance, og han satte den sikkert ind med venstrepoten til 2-2.
Fire minutter senere indledte Nicolaj Hvilsom det angreb, der førte til 3-2-scoringen, som han selv satte ind. Han fandt Mads Harbo i SIF's højre side, og Hvilsom søgte ind foran mål, og bolden havnede slutteligt for fødderne af Hvilsom, der kunne score fra tæt hold.
Målfesten var imidlertid ikke ovre endnu. I det 60. minut lavede Nicolaj Hvilsom en rigtig god aktion på banen midte ude i SIF's venstre side. Han spillede Mads Harbo, der fandt Christoffer Olesen, som lagde bolden af til Hvilsom. Han fyrede kanonen af, og en Vildbjerg-spiller fik rettet skuddet af, så bolden gik over gæsternes målmand i en bue - men vi noterer Hvilsom for scoringen.
Altså to scoringer af Hvilsom i rollen som angriber igen - nøjagtig som ude mod Aalborg Freja i kampen forinden.
Også herligt at se SIF kollekivt tage arbejdshandskerne på i de sidste 45 minutter, hvor indhopperne også faldt glimrende ind i spillet og viste deres potentiale.
SIF kørte sikkert 4-2-sejren hjem og havde faktisk chancer til at udbygge forspringet.
- Ind og udskiftninger hos SIF i de sidste 25 minutter:
- 65: Thomas Nielsen ud - Aske Kjærup Pedersen ind igen.
- 77: Nicklas Aagaard, Christoffer Olesen og Nicolaj Hvilsom ud - Christian Lie Guldager, Niclas Plougmann og Thomas Nielsen ind.
- 82: Rasmus Carøe Eriksen ud efter et spark bag det ene knæ - Christoffer Olesen ind.
- 87: Mads Harbo (havde fået et slag i hovedet kort forinden) - Nicolaj Hvilsom ind.
Sejrene over Skive IK, Aalborg Freja og Vildbjerg SF i de tre seneste kampe har fået pointkontoen til at vokse til 10 point. Onsdag aften indtog SIF derfor tredjepladsen efter Nørresundby FB og Tjørring IF men ét point foran både Herning Fremad og Skjold Sæby, der dog begge har spillet en kamp færre end SIF.
Se den aktuelle stilling i JS 1-puljen her:
I eftermiddag - torsdag 10/5 - får Skjold Sæby besøg af Tjørring IF, og Herning Fremad tager imod Aalborg Freja.
SIF spiller selv igen hjemme på lørdag 12/5 kl 13.30 mod det absolutte tophold fra Nørresundby FB.
SE OG HØR OGSÅ GISSELS VIDEOINDSLAG MED SIF-TRÆNER KIM NIELSEN,
SPILLERNE NICOLAJ HVILSOM OG ASGER BUNDGAARD NIELSEN SAMT MÅLMANDSTRÆNER SØREN ALS HER:
https://www.facebook.com/siffodbold.dk/videos/1614121948641272/
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/fornem-sejr-til-js-1-ude-over-aalborg-freja/