Menu

God anden halvleg rakte ikke for Serie 2

image Christian Lie Guldager (forrest) blev kampens SIF-spiller, da Serie 2 tabte 1-2 til Aalborg KFUM. Guldager scorede på et hovedstød midt i anden halvleg. Arkivfoto: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen
20. maj 2018 kl. 12:53
Det nedrykningstruede Serie 2-mandskab fik først gang i eget spil efter pausen pinselørdag på udebane mod Aalborg KFUM, der vandt 2-1 efter 2-0 ved pausen. Kampens SIF-spiller, Christian Lie Guldager, scorede på hovedstød på en assist fra Alexander Thorup - læs mere her...

En skidt indsats i første halvleg kunne ikke rokke ved, at Serie 2-mandskabet ærgrede sig efter udekampen mod Aalborg KFUM pinselørdag.

Aalborg KFUM vandt 2-1 efter 2-0 ved pausen, og SIF-mandskabet, der fortsat indtager 7. pladsen, som udløser nedrykning i den sidste ende, kan nu se frem til tre vitale opgør i de kommende kampe - hjemme mod St. Restrup IF, ude mod Hornum IF og hjemme mod Hadsund Boldklub.

- De tre kampe bliver afsindigt vigtige i bestræbelserne på at komme væk fra 7. pladsen. Vi har nu mødt to af de bedste hold i rækken i de to seneste kampe, Gundersted og Aalborg KFUM, og vi har været tæt på at få point i dem begge, men vi mangler den sidste "tur" i den. Men det duer dog slet ikke, at vi i begge disse kampe har været skidt spillende i de første 45 minutter, siger Uffe Agerbo Jensen, SIF-træner.

  • SIF-startopstillingen mod Aalborg KFUM, 4-4-1-1: Michael Nielsen - Andreas Tarp, Carsten Frederiksen, Martin Thinggaard og Michael Andersen - Mike Long, Morten Juul, Jimmi Thomsen og Marcus Skovhus Pedersen (U 19) - Christian Lie Guldager - Mads Dahl.
  • Indhopperne denne gang: Asger Bundgaard Nielsen (U 19), Alexander Thorup og Ardeshir Ebrahimi.

- Vi var der ikke ordentligt i første halvleg. Vi kom godt nok frem til en pæn mulighed allerede i det første minut, men vi fik slet ikke gang i vores spil og kom til at sparke fremfor at spille fodbold. Aalborg KFUM spillede aggressivt og med højt pres, og vi var for dårlige til at holde fat i bolden i vort spil. Der kom også lidt koks i kæderne, vi kom til at hænge med for mange spillere fremme på banen i en fase, og vi havde store problemer med at holde KFUM's tidligere divisionsangriber, Christoffer "Buffi" Hansen. KFUM's Jacob Gade drillede os også, og de kom på 1-0 efter et lille kvarter, da "Buffi" modtog bolden på kanten af vores straffesparksfelt, drejede rundt og sparkede bolden i nettet. 10 minutter senere blev det 2-0 på et skud, hvor bolden blev rettet af, forklarer Uffe Agerbo Jensen.

Midtvejs i første halvleg gik Andreas Tarps ene støvle i stykker - ind kom Ardeshir Ebrahimi på pladsen som højre back, og i den fase af kampen kom U 19-spilleren Asger Bundgaard Nielsen også på banen - ud til en pause kom Mike Long.

- Ved 2-0 kom Asger Bundgaard godt med helt ind i det lille felt. Bolden blev servet ind, men den ramte Asgers ene knæ og gik desværre over mål, fortsætter Uffe Agerbo Jensen.

Fra anden halvlegs start blev posen rystet en smule. Mads Dahl kom ud til en pause, ind kom Alexander Thorup. Det betød, at Christian Lie Guldager blev rykket helt frem som frontløber, Marcus Skovhus Pedersen kom ind centralt lige bag ved, Thorup blev ny venstrekant, og Morten Juul kom ud på højrekanten, mens Asger Bundgaard Nielsen og Jimmi Thomsen var styrmænd i motorrummet.

- Vi kom langt bedre med i anden halvleg, og spillet var klart bedre. Cirka midtvejs kom Alexander Thorup til en afslutning med det kolde højreben, men bolden ramte stolpen. Minuttet efter lagde Thorup så op til reduceringen til 2-1, da han sendte bolden ind til forreste stolpe, hvor Christian Lie Guldager flot headede den i nettet. Vi pressede på for en udligning og var tæt på ved flere hjørnespark, og Asger Bundgaard Nielsen blev også spillet fri men måtte se KFUM-målmanden redde med en fodparade. Stærke præstationer af Christian Lie Guldager, der fik 90 minutter, Asger Bundgaard Nielsen og Alexander Thorup som indhoppere. Efter pausen kom både Mike Long og Andreas Tarp (nu i lånte støvler fra Guldager, red.) på banen igen - Mike Long erstattede på et tidspunkt Marcus Skovhus Pedersen, og Tarp erstattede en træt Jimmi Thomsen med 15-20 minutter igen.

- Til sidst spillede vi faktisk 3-4-3 med Carsten Frederiksen sendt frem lige bag de to forreste spillere, men KFUM holdt stand og vandt 2-1. Vi stod alle med en fornemmelse af, at vi kunne have fortjent at få point med hjem, slutter Uffe Agerbo Jensen.

Hos SIF blev Christian Lie Guldager kampens spiller efter en viljefast indsats krydret med en flot reducering til 2-1.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/fem-aendringer-hos-serie-2/

 

Luk