Menu

Hattrick af Plougmann og 4-0 i topkamp

image Niclas Plougmann lavede et hattrick efter pausen, og så blev 1-0 til Serie 3 til 4-0 i topopgøret hjemme mod puljens førerhold Sønderup/Suldrup IK Frem
Af Jørn Eriksen
15. september 2017 kl. 23:41
Serie 3 slog Sønderup/Suldrup IK Frem 4-0 fredag aften 15/9 på sæsonens bedste kollektive præstation, men U 19-angriberen Niclas Plougmann funklede med et hattrick takket være kampens tre sidste scoringer. Med sejren halede SIF-holdet gevaldigt ind på gæsterne, der dog fortsat fører puljen et point foran netop SIF - læs mere her...

Der var toppræstationer hele vejen rundt - fra keeper Michael Nielsen til sidste mand på udskiftningsbænken - i Serie 3-holdets 4-0-sejr i topopgøret hjemme mod Sønderup/Suldrup IK Frem fredag aften 15/9 på kunstgræsbanen, men U 19-angriberen Niclas Plougmann lyste voldsomt op i en krystalklar SIF-indsats til topkarakter.
Niclas Plougmann lavede nemlig et hattrick med opgøret tre sidste scoringer, i det 47. minut, 51. minut og 88. minut, men alle SIF-spillere er sjældent set bedre end i dette opgør, der bød på både fire flotte scoringer, tre gule kort, et brændt straffespark af gæsterne, en blodig næse til Mads Dahl samt SIF-forsøg på stolpe og overligger.

Thu-hej, for en SIF-indsats - samtlige spillere steppede et skridt op i præstationerne på en aften, hvor sejren virkelig betød noget.
Situationen er nu den, at SIF mindskede gæsternes forspring i toppen til blot ét point inden efterårets sidste syv kampe - og kun puljevinderne rykker op fra Serie 3. Sønderup/Suldrup IK Frem, der ganske vist manglede blandt andet en af deres vante skarpe angribere, kunne nærmest have hægtet SIF af i striden om førstepladsen og være kommet syv point foran SIF, der dog ville det anderledes og fuldførte en topkamp nærmest uden udfald i vilje, koncentration og skarphed i begge ender af banen.

SIF fik også en drømmestart på kampen, da en i øvrigt virkelig stærkt spillende venstre back i skikkelse af Michael Andersen, drønede et direkte frispark i kassen allerede i det 3. minut. Bolden kilede sig ind i det ene målhjørne - bedre udlæg på topkampen kunne hjemmeholdet næppe ønske sig.
Og SIF dominerede generelt før pausen. Allerede i det 8. minut måtte Jesper Gustavsen lade sig udskifte p.g.a begyndende sygdom - ind kom Carsten Frederiksen i motorrummet på midtbanen.

SIF-startopstillingen, 4-4-2: Michael Nielsen - Søren Bjerregaard, Mike Hansen, Rasmus Carøe Eriksen og Michael Andersen - Mike Long, Jimmi Thomsen, Jesper Gustavsen og Andreas Lahn Jakobsen - Mads Dahl og Niclas Plougmann.
Bænken denne gang: Carsten Frederiksen, Kasper Ronge Mikkelsen og Tommy Thrysøe.

Gæsterne fik i det 20. minut den størst tænkelige mulighed for at udligne til 1-1, men SIF-keeper Michael Nielsen klarede straffesparket i fornem stil helt ude ved den ene stolpe, og i de efterfølgende minutter indkasserede Sønderup/Suldrup IK Frem med få minutters mellemrum to gule kort. Da SIF var 11 mod 10 fik Mike Hansen et gult kort, men det var faktisk først i halvlegens sidste ni minutter, SIF var tæt på at komme på 2-0.
I det 36. minut var Niclas Plougmann tæt på at øge til 2-0 på et hovedstød på et indlæg fra venstre side, men gæsternes keeper fik afværget til hjørnespark. Kort efter ramte Mads Dahl den ene stolpe, og fem minutter før pausen blev Mads Dahl sparket i hovedet af en modspiller, men dommeren så det desværre ikke - Dahl ud til behandling, og ind kom Kasper Ronge Mikkelsen.

Lige før pausen blev SIF fuldtallig igen, da Mike Hansen havde afsonet sine 10 minutter udenfor, og i sekunderne før pausesignalet var Kasper Ronge Mikkelsen tæt på at score til 2-0 på et hovedstød efter en af mange glimrende dødbolde fra midtbanespilleren Jimmi Thomsen.
1-0 ved pausen.

Seks minutter inde i anden halvleg var topkampen dog reelt afgjort takket være to fuldtræffere af Niclas Plougmann. To minutter efter pausen udnyttede han et boldtab af gæsterne, og i det 51. minut øgede Plougmann til 3-0, da han slap fri på en sukkerbold fra Jimmi Thomsen, der strøede om sig med gode dybde- og dødbolde i dette opgør.

I det 55. minut erstattede Kasper Ronge Mikkelsen, der var kommet ud igen i pausen, så Andreas Lahn Jakobsen, og fem minutter senere kom Tommy Thrysøe på banen i stedet for Mike Long. Netop Tommy Thrysøe, der ellers har sin store force i nærkampene og duellerne, fik den næste store SIF-mulighed. I det 67. minut drønede han bolden på overliggeren, og SIF var i den fase tættere på 4-0 end gæsterne på 3-1.

Med 16 minutter igen blev Kasper Ronge Mikkelsen skadet - ind kom Andreas Lahn Jakobsen igen. Seks minutter før tid erstattede Jesper Gustavsen så Jimmi Thomsen, og to minutter senere fuldbyrdede Niclas Plougmann sit hattrick, da han satte sidste fod på et gennemspillet SIF-kontraangreb.

- Det var vores bedste indsats i dette efterår. Alle mand trådte i karakter, men man må fremhæve Niclas Plougmann, der scorede tre mål. Nu er topstriden fortættet, og vi er med helt fremme i toppen af tabellen med syv kampe igen. Vi holdt topholdet fra chancer pånær det straffespark, de fik, og vi stod igen stærkt forsvarsmæssigt samtidig med, at vi turde og ville noget fremad banen, sagde Tuncay Demirel, Serie 3-træner i SIF Fodbold.

Efter kampen fik Niclas Plougmann da også 10 stemmer i fidusafstemningen blandt spillere og ledere på holdet.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/fem-maal-af-dahl-i-7-0-sejr-til-serie-3/

SE FLERE FOTOS FRA KAMPEN PÅ KLUBBENS FACEBOOK-SIDE.

 

 

Luk