Menu

Hvilsom pillede pynten af SUB 09

image Camilla Hvilsom (i gul trøje) stod en kanonkamp, da JS-damerne slog SUB 09 2-1 på udebane. Foto: Jan "Krølle" Nielsen/JS-damer
Af Jørn Eriksen
06. oktober 2018 kl. 22:25
JS-damerne cementerede lørdag 6/10 andenpladsen i puljen med en 2-1-sejr på udebane over SUB 09. I målet var SIF-keeper Camilla Hvilsom i den grad medvirkende til, at 2-1 holdt hele vejen hjem - læs mere her...

SIF-målmand Camilla Hvilsom var i hopla, da JS-damerne slog SUB 09 2-1 på udebane lørdag 6/10, og med den sejr vandt SIF-holdet yderligere terræn i slaget om andenpladsen efter det suveræne førerhold fra AaB.

Hun havde allerede i kampens indledning inden for de første 10 minutter en klasseredning ved stillingen 0-0. Ved den lejlighed fik hun viftet bolden op på overliggeren, så faren blev afværget, og i en hektisk slutfase på kampen, da SIF førte 2-1, havde hun to afgørende redninger i nogle nervepirrende minutter, hvor hjemmeholdet sværmede omkring SIF-målet og kom frem til tre nærgående forsøg.

Først sendte SUB 09 bolden forbi SIF-målet. På den anden af de tre muligheder fik Camilla Hvilsom en fod på bolden, og SUB 09 ramte stolpen på den tredje chance, hvorefter Camilla Hvilsom sikkert sikrede sig bolden.

- Hun fik - meget fortjent - seks stemmer i den efterfølgende fidusafstemning i truppen og blev kampens SIF-spiller. Nogle gange skal man også have heldet, og det havde vi i slutfasen af den her kamp, siger Jan "Krølle" Nielsen, SIF-cheftræner.

Samlet kom SIF ikke spillemæssigt helt op i fulde omdrejninger, også er det stærkt at vinde 2-1 på en dag, hvor det hele ikke fungerer helt perfekt.

SIF kom foran midtvejs i første halvleg, da Kathrine Frey tog chancen udefra. Bolden blev rettet af og snød keeperen i SUB 09-målet.

  • SIF-startopstillingen, 4-4-2: Camilla Hvilsom - Sigrid Poulsen, Katja Quist Kristensen, Nicole Netopil og Alberte Kollerup Jensen - Katrine Frey, Pia Kjær, Katja Uhrenholt og Daria Krzos - Lisa Christensen og Monica Outzen.
  • Bænken: Lisa Mikkelsen og Dea Poulsen.

Kort efter pausen blev det 1-1, da SIF ikke var for kvik i et returløb, men 12 minutter før tid fik Nicole Netopil scoret til 2-1 for SIF spillet fri af Lisa Christensen.

Og så pressede SUB 09 ellers gevaldigt på for at få skabt balance i regnskabet igen, men SIF-tropperne stod fast og hev en flot 2-1-sejr hjem.

Stillingen og aktuelle
kampe i JS-puljen:

https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=278038

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-damerne-skal-forsvare-andenpladsen/

 

 

Luk