JS 1 stoppede Tjørrings sejrsstime
Der var bogstavelig talt dømt "hedeslag" på en skoldhed kunstgræsbane, hvor varmen fra en skyfri himmel denne pinselørdag nærmest dampede op fra plaststråene i Tjørring, men JS 1-mandskabet fra SIF Fodbold holdt alligevel hovedet koldt og slog til med to scoringer indenfor de sidste 11 minutter.
Tjørring IF indtog ellers på forhånd puljens andenplads med 19 point for otte kampe blandt andet takket være fire sejre på stribe i forløbet op til stævnemødet med SIF-tropperne, der imidlertid satte en stopper for Tjørring IF's sejrsstime.
Og SIF-sejren var samtidig noget nær den bedste fødselsdagsgave til cheftræner Kim Nielsen, der fyldte 41 år dagen forinden.
- Dejlig gave til mig fra hele holdet men samtidig endnu dejligere for hele truppen og staben omkring holdet. Vi har nu hentet 13 point, to flere end sidst, SIF var i JS 1, og vi mangler stadig fem kampe. Endnu en gang var det en helstøbt holdindsats, der sikrede de tre point, siger Kim Nielsen, der sammen med kampens SIF-spiller, anfører Nicolaj Hvilsom, måtte sørge for, at spillerne fik rettet lidt op på væskebalancen i bussen på vej hjem.
- SIF-startopstillingen i Tjørring, 4-4-2: Nils Falk - Rasmus Bøgh (U 19), Lasse Pilgaard, Zacharias Krunderup og Rasmus Carøe Eriksen - Nikolaj Thorhauge Jacobsen, Aske Kjærup Pedersen, Thomas Nielsen og Christoffer Olesen - Mads Harbo og Nicolaj Hvilsom.
- Indhopperne denne gang: Kasper Bøgh, Rasmus Hasselriis og Casper Henriksen (U 19).
- Vi havde en god tur i bussen til Tjørring med en god pause, og spillerne var i hopla, da vi ankom. Bare det at gå på kunstgræsbanen fik sveden frem på panderne af folk, og vi vidste, det ville blive en sejr affære at komme igennem. Inden pausen fik vi spillet os frem til 3-4 store chancer. Tjørring var tættest på efter et hjørnespark, men 0-0 ved pausen, fortsætter Kim Nielsen.
SIF-spillerne følte, at de havde fortjent at føre efter de 45 første minutter.
- Tjørring kom noget bedre med efter pausen, men vi fik os kæmpet tilbage. I det 69. minut lavede vi lidt om. Kasper Bøgh kom ind i front, og Mads Harbo fik et pusterum. Samtidig kom Casper Henriksen ind på højrekanten i stedet for Nikolaj Thorhauge Jacobsen. Spillet bølgede frem og tilbage i den fase af kampen, og Kasper Bøgh viste gode takter. Med godt et kvarter igen satte vi Rasmus Hasselriis ind - ud kom Rasmus Bøgh. Fire minutter senere bragte Kasper Bøgh os så foran 1-0. Han brød igennem, blev tacklet - men bolden ramte hans ben og gik i mål, godt kæmpet af Bøgh i den situation, forklarer SIF-cheftræneren.
SIF spillede herefter med tre midtstoppere og spillede vel nærmest 5-4-1, men i det 88. minut slog kaptajnen, Nicolaj Hvilsom, sejren fast.
- Nils Falk sendte bolden op ad banen, og Hvilsom (foto herover) jagtede den. En Tjørring-forsvarer fik headet bolden for kort tilbage til keeperen, og Hvilsom kom imellem og headede bolden over den to meter højre Tjørring-keeper, og bolden gik forløsende i nettet til 2-0 til SIF, beretter Kim Nielsen.
Altså endnu en scoring af "fodboldkamæleonen" Nicolaj Hvilsom, der denne gang "nøjedes med at nå at spille angriber og på venstrekanten - mod NFB var han midtstopper. Mads Harbo kom ind igen i de sidste 6-8 minutter, og sejren blev kørt i hus.
- Alle bød ind med stærke præstationer, og vi er bare lykkelige over at have hentet 13 point allerede på nuværende tidspunkt, slutter Kim Nielsen.
Næste opgave er allerede på torsdag 24. maj - en hjemmekamp mod Herning Fremad.
SIF er stadig nr. fem i JS 1-puljen. Der var nemlig også sejre til Herning Fremad, Skjold Sæby og Nørresundby FB i denne runde. NFB slog Vildbjerg SF 10-1 i Nørresundby, og NFB er nu med 25 point på kontoen for ni kampe seks point foran Tjørring på andenpladsen. Skjold Sæby har 15 point på tredjepladsen, og herefter følger Herning Fremad og SIF Fodbold med hver 13 point - alle hold har spillet ni kampe.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-1-til-tjoerring-for-at-jagte-en-sejr/