Menu

Kompakt defensiv holdt stand for JS

image Mikkel Blad Krogh stod en fin kamp for JS-mandskabet, der fik 0-0 hjemme mod Aalborg Freja.
Af Jørn Eriksen
09. september 2017 kl. 19:11
Førsteholdet hos herresenior, Jyllandsserien, fik det ene point ud af topkampen hjemme i Støvring lørdag 9/9 mod målfarlige Aalborg Freja, da 0-0 blev fightet i land takket være en kompakt 5-4-1-opstilling. Læs mere her...

JS-mandskabet havde bevidst givet afkald på nogle af de offensive strenge at spille på, da en kompakt 5-4-1-formation skulle sikre, at det målsøgende Aalborg Freja-mandskab ikke fik for megen bagrum at spille boldene op i, og med 0-0 som slutresultat fik SIF point ud af topkampen.

- Aalborg Freja havde lavet 3,5 mål i gennemsnit i de fire kampe, de havde spillet inden kampen i Støvring, og det var vi nødt til at forholde os til. Vi stillede derfor op i en 5-4-1-formation, hvor vi skulle stå kompakt på banen og give så lidt bagrum til Freja at spille i som muligt, og jeg synes faktisk, det var et taktisk mesterværk. Operationen lykkedes, og patienten overlevede, siger Rasmus Hasselriis, assisterende SIF-træner.

Gæsterne havde klart bolden mest gennem hele kampen, men SIF kom faktisk frem til de tre-fire muligheder, der med en anelse held kunne have sikret alle tre point, men det skal dog også siges, at Aalborg Freja havde deres muligheder for at score.

Hos SIF fik Mads Harbo og Nicklas Aagaard de to største muligheder inden pausen - førstnævnte sendte bolden lige forbi mål, og kort før pausen kom Nicklas Aagaard til et hovedstød på et indlæg til fjerneste stolpe, men bolden tog ydersiden af stolpen. I anden halveg fik Thomas Nielsen en pæn mulighed for at bringe SIF foran.

Der blev fightet af alle mand, og i SIF-målet gjorde Mikkel Blad Krogh, der havde fået chancen i stedet for Michael Nielsen, det godt og sikkert. Han tog sig blandt af en stor Freja-mulighed i anden halvleg.
Fra anden halvleg start måtte Mads Harbo lade sig udskifte p.g.a et trælår.

SIF-startopstillingen, 5-4-1: Mikkel Blad Krogh - Andreas Tarp, Lasse Pilgaard, Lars-Bo Hansen, Nicolaj Hvilsom og Christoffer Olesen - Thomas Nielsen, Zacharias Krunderup, Nicklas Aagaard og Mads Harbo - Kasper Bøgh.
Bænken denne gang: Nikolaj Thorhauge, Alexander Thorup og Casper Henriksen (U 19) - kun sidstnævnte kom ikke i aktion.

Topkampen i JS blev i øvrigt pillet på bane 2, idet bane 1 var lukket p.g.a de store mængder regn den seneste tid. Bane 5 og 6 var også lukket for kampe.

Næste opgave for JS-holdet er en udekamp mod Skjold Sæby.

Hos SIF var det den ene af de tre midtstoppere, Nicolaj Hvilsom, der fik flest stemmer i fidusafstemningen, men fightermæssigt kunne de vist alle bejle til den titel efter opgøret mod Aalborg Freja.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/god-moral-af-js-at-forvandle-0-3-til-2-3/

Luk