Menu

Krølle: Vi skal etablere os i Jyllandsserien

image Jan "Krølle" Nielsen: Vi skal primært etablere os i Jyllandsserien i dette fodboldforår. Fotos: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen
28. marts 2018 kl. 10:02
Dea Poulsen supplerer de 13 spillere, der vandt generalprøven 4-2 forleden, når det onsdag 28/3 gælder SUB 09 i forårspremieren i kvindernes Jyllandsserie, og SIF-træner Jan "Krølle" Nielsen har som overordnet målsætning, at holdet fastholder den nyvundne JS-status og etablerer sig i rækken - læs mere her...

Efter to oprykninger i 2017, hvor SIF-kvinderne hoppede fra Serie 2 til Jyllandsserien, er det måske ganske fornuftigt lige at se tingene lidt an.

I aften - onsdag 28/3 - gælder det en lidt tidligere forårspremiere end først antaget for SIF Fodbolds nyoprykkede mandskab i kvindernes Jyllandsserie på udebane mod SUB 09 (holdsamarbejde mellem Skals, Ulbjerg og Borup IF).

- Den overordnede målsætning er at sikre os JS-status til efterårets kampe. Vi skal meget gerne etablere os i Jyllandsserien. Favoritter til oprykningen må være Vejgaard, der er nedrykker fra Kvindeserien Vest, siger SIF-træner Jan "Krølle" Nielsen.

Der er startsignal til JS-kvindernes forårspremiere på Låstrup Stadion kl. 18.15 denne onsdag på dørtærsklen til nogle bebudet råkolde påskedage, og netop SUB 09 er på SIF-mandskabets påskemenu mandag 2. påskedag hjemme i Støvring.

- Forklaringen er den, at onsdagens kamp i Låstrup egentlig først skulle være spillet i maj, men SUB 09 ville gerne fremrykke den, og det sagde vi så ja til, så nu møder vi hinanden to gange på blot fem dage, forklarer Jan "Krølle" Nielsen.

SIF-mandskabet fik i søndags tanket selvtillid og tro på egne evner takket være en 4-2-sejr over Aalborg KFUM fra Kvindeserien Vest, og der er genvalg til de 13 spillere, der stod bag den sejr, og så er Dea Poulsen nyt islæt i premiere-truppen, der ser således ud - spillerne nævnt i vilkårlig rækkefølge:

Mette Kjær, Lisa Mikkelsen, Alberte Kollerup, Sigrid Poulsen, Nicoline Jespersen, Julie Blicher, Christina Bregndal, Julie Ørtoft, Katja Quist Kristensen, Pia Kjær, Monica Outzen, Nicole Netopil, Lisa Christensen og Dea Poulsen.

I serien af testkampe frem mod premieren har JS-kvinderne kun tabt én kamp, 0-2 til Vorup FB fra Kvindeserien Vest.

- Generelt har vi haft en rigtig god opstart, hvor jeg har fået set mange spillere an. Jeg forventer, vi kan matche SUB 09, der efter sigende skulle have deres profiler i et par gode angribere og et par stærke midtbanespillere, slutter Jan "Krølle" Nielsen.

JS-puljevinderne sikrer sig oprykning til efterårets Kvindeserie Vest, nr. 2-6 forbliver i Jyllandsserien, og nr. 7-8 rykker ned i Serie 1.

SIF-holdets JS-pulje ser således ud: FC Thy-Thisted Q, Holtet IF, Morsø FC, SUB 09, Støvring IF, Tornby IF, Vejgaard B. og Aalborg Chang.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/generalproeve-med-mange-plusser/

Luk