Pokalsejr over Gug grundlagt før pausen
SIF gik til pausen foran 2-0 på fuldtræffere af Mads Harbo og Niclas Plougmann, men derudover havde både Mads Harbo og Nicklas Agaard forsøg, hvor bolden prellede af på stolpen.
Det blev først 2-1 med cirka 10 minutter igen, og i slutfasen - de sidste 3-4 minutter - måtte først målmand Mikkel Blad Krogh og dernæst den ene af midstopperne, Lasse Pilgaard, agere redningsmænd på to nærgående Gug-forsøg. Mikkel Blad Krogh reddede i to tempi et godt langskudsforsøg, og Lasse Pilgaard nåede akkurat at komme på tværs og få tacklet bolden ud til hjørnespark kort efter på endnu et tilløb til en Gug-udligning i pokalopgøret døende fase.
- SIF-startopstillingen, 4-4-2: Mikkel Blad Krogh - Christoffer Olesen, Lasse Pilgaard, Zacharias Krunderup og Rasmus Carøe Eriksen - Nicklas Aagaard, Aske Kjærup Pedersen, Thomas Nielsen og Niclas Plougmann - Nicolaj Hvilsom og Christian Lie Guldager.
- Bænken denne gang: Mads Harbo, Mads Borup Steen og Kasper Bøgh.
Topscorer Mads Harbo havde haft halsproblemer siden lørdagens 4-1-sejr hjemme over Skive IK i JS 1-puljen, og han indledte derfor pokalkampen på bænken.
Begge hold indledte pokalkampen stærkt. SIF stod godt organisatorisk med midtstopper Zacharias Krunderup som en af de bedste kampen igennem sammen med midtbanedynamoen Aske Kjærup Pedersen, og der blev spillet kvikt pasningsspil, men hos SIF "døde" det lidt på den sidste tredjedel af banen i de første knap 20 minutter, idet de afgørende afleveringer for ofte ikke sad lige i skabet. Zacharias Krunderup kom på tværs utallige gange som "oprydder", og han er blevet bedre og bedre i sit pasningsspil fremad banen.
Efter 17 minutter fik Niclas Plougmann testet Gug-keeperen med et skud, hvor bolden brækkede voldsomt i luften - kort forinden havde Gug været nærgående på et indlæg fra baglinjen til forreste stolpe. Der var kridtet op til en tæt og jævnbyrdig affære.
Efter små 20 minutter gjorde Mads Harbo så sin entre - ud til en pause kom Nicolaj Hvilsom, der lod topscoreren få anførerbindet, og to minutter senere fik Harbo så sat Niclas Plougmann op til en god chance, men bolden gik forbi mål.
I det 30. minut knaldede Mads Harbo så selv bolden på den ene stolpe efter at være trukket ind i banen, så bolden var på affyringsrampen til det giftige venstreben. Den afslutning havde fortjent at gå ind, men minuttet efter kom Harbo så på måltavlen til 0-1, da Niclas Plougmann fik stukket ham fri til skud - det hele var blevet indledt med, at Rasmus Carøe Eriksen fik erobret bolden fra sin direkte modspiller ude på venstrekanten.
I det 40. minut blev det 0-2, da Aske Kjærup Pedersen og Nicklas Aagaard stod for forarbejdet til Niclas Plougmann fuldtræffer, hvor han med en flad inderside satte bolden sikkert ind ude ved den ene stolpe. Umiddelbart efter måtte Niclas Plougmann lade sig udskifte p.g.a smerter fra den skulder, der har drillet ham tidligere i efteråret - Nicolaj Hvilsom på banen igen i forreste geled.
Umiddelbart før slutsignalet på første halvleg var SIF uhyre tæt på at gøre det til 0-3. Rasmus Carøe Eriksen brød Gug-opspillet i venstre side og sendte bolden op til Mads Harbo, der drønede til baglinjen for fornemt at spille bolden skråt bagud i feltet, hvor Nicklas Aagaard firsttimede bolden fladt på den ene stolpe.
Endnu en gang en afslutning, og et angreb, der havde fortjent at kaste en scoring af sig.
0-2 ved pausen.
Fra anden halvleg start kom Mads Borup Steen ind som venstre back - Rasmus Carøe Eriksen fik en pause. Hvilsom på venstrekanten og Nicklas Aagaard på højrekanten plus Harbo og Guldager helt fremme.
Anden halvleg blev ikke så sprudlende set med SIF-briller. Foran med to mål var der plads til at lade modstanderne komme op på banen og satse på omstillinger, men det sidste var dog en mangelvare i de sidste 45 minutter. Knap midtvejs i anden halvleg erstattede Kasper Bøgh så Christian Lie Guldager.
Med et lille kvarter igen appellerede SIF-lejren forgæves for et straffespark til Nicklas Aagaard, der blev fældet efter en dribletur ind i feltet ude fra højre side, og med 12-13 minutter igen kom en lettere skadet Kasper Bøgh (den ene ankel, red.) samt Nicklas Aagaard så ud til en pause. Ind kom Rasmus Carøe Eriksen og Christian Lie Guldager. Eriksen ind som højre back og Christoffer Olesen nu op på højrekanten.
Det blev kort efter 1-2. Gug fik på et indlæg fra deres højre side forlænget bolden til fjerneste stolpe, hvor en spiller kunne skubbe den det sidste stykke ind over stregen.
Med lidt over fem minutter igen var Christoffer Olesen tæt på at gøre det til 1-3 på et udmærket skud, men bolden gik over den ene sammenføjning, og så kom de to nærgående Gug-forsøg ellers i kampens sidste tre-fire minutter, hvor først Mikkel Blad Krogh og siden Lasse Pilgaard kom i vejen for en udligning til 2-2.
Samlet en fortjent SIF-sejr.
Efter kampen blev Aske Kjærup Pedersen kåret til opgørets SIF-spiller i fidusafstemningen.
Link til DBU Jylland - resultater
fra 6. runde i DBU Pokalen her:
https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=267808
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/gug-paa-menuen-for-baade-js-1-og-u-19-liga-2/