Menu

Serie 2 fra land med sejr over Aars IK

image Andetholdet - her efter en sejr i efteråret 2017 - slog Aars IK 1-0 i årets første testkamp. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
04. februar 2018 kl. 12:58
Andetholdet hos herresenior, Serie 2, hentede en sejr på 1-0 i årets første testkamp, da det lørdag 3. februar gjaldt en udekamp mod førsteholdet fra Aars IK fra Serie 3 på kunstgræsbanen i Aars. Carsten Frederiksen satte sejrsmålet ind midt i første halvleg - læs mere her..

Uffe Agerbo Jensen, ny andetholdstræner hos herresenior, kunne glæde sig over en sejr i årets første testkamp lørdag 3/2 mod Aars IK på kunstgræsbanen i Aars, og modstanderen var førsteholdet fra Serie 3 fra Aars IK.

- Samlet hentede vi - i mine øjne - en fortjent sejr. Vi indledte med rigtigt stærkt spil i de første 20-25 minutter, og efter 20 minutter kom vi foran 1-0, da Carsten Frederiksen fulgte godt op på en ripost efter en afslutning af Mads Borup Steen. Herefter kom Aars IK lidt mere med i kampen uden dog at tilspille sig de helt store åbne chancer. De var farligst på dødbolde, men Mikkel Blad Krogh tog godt fra i SIF-målet, når det var nødvendigt, siger Uffe Agerbo Jensen.

En ung dommer delte i løbet af kampen tre gule kort ud til SIF og et enkelt til Aars, men det var aftalt, at holdene kunne sætte en anden spiller ind, så man spillede 11:11 hele tiden for at optimere udbyttet af testkampen.

SIF-startopstillingen, 3-5-2 eller 5-3-2 efter temperament: Mikkel Blad Krogh - Kasper Ronge Mikkelsen, Mike Hansen og Martin Thinggaard - Andreas Lahn Jakobsen, Mads Borup Steen, Rasmus Carøe Eriksen, Carsten Frederiksen og Søren Bjerregaard - Mads Dahl og Mike Long.
Indhopperne denne gang: Rasmus Bøgh og Sebastian Meyer. Der var afbud fra Michael Andersen, Jesper Gustavsen og Nikolaj Bøgh.

- Rasmus Eriksen måtte desværre udgå efter en lille halv time p.g.a knas med det ene lår. Han gjorde det ellers godt på den defensive midtbane, og rytmen blev lidt brudt p.g.a de rokader, der kom p.g.a de gule kort. Aars havde et enkelt forsøg på overliggeren, men vi havde samlet flest målchancer og fortjente sejren, fastslår Uffe Agerbo Jensen.

SIF-andetholdet tog i fjor elevatoren op fra Serie 4 til Serie 2, og der skal fightes for eksistensen i Serie 2 i den forestående sæson.

Luk