Serie 2 kvalt i KFUM-kværnen
Det blev som frygtet til en særdeles vanskelig forårspremiere for SIF-mandskabet i Serie 2, da Aalborg KFUM, der var tæt på oprykning til Serie 1 i efteråret i fjor, gæstede Støvring.
0-6 blev slutcifrene efter 0-3 ved pausen, og SIF var reelt ikke i nærheden af point i dette opgør.
Indledningsvis så det ellers nogenlunde fornuftigt ud, men i det 12. minut gik det galt. En KFUM-spiller skar ind fra deres venstre side og sparkede på mål. SIF-keeper Michael Nielsen fik halvklaret, men en KFUM-spiller sendte bolden i nettet på riposten.
Cirka midtvejs i første halvleg blev det 0-2, da bolden - på et indlæg fra KFUM's højre side - sejlede hele vejen igennem feltet og ind ved fjerneste stolpe.
Og i minuttet før pausen blev kampen reelt endelig afgjort, da gæsterne udnyttede et kontraangreb til at score til 0-3.
- SIF-startopstillingen, 3-5-2: Michael Nielsen - Andreas Lahn Jakobsen, Lars-Bo Hansen og Rasmus Carøe Eriksen - Simon Kibsgaard, Jesper Gustavsen, Søren Bjerregaard, Tommy Thrysøe og Alexander Thorup - Mads Dahl og Mike Long.
- Indhopperne denne gang: Andreas Tarp, Ardeshir Ebrahimi og Nikolaj Bøgh.
Fra anden halvlegs start kom Andreas Tarp og Ardeshir Ebrahimi på banen på bekostning af Tommy Thrysøe og Simon Kibsgaard, der gjorde comeback efter flere ugers kvaler med en lungebetændelse.
Fem minutter efter pausen blev det - alt for let - til 0-4 på et hovedstød efter et indlæg fra gæsternes højre side. Scoringen til 0-5 kom på et skud, der blev rettet af, så bolden snød SIF-keeper Michael Nielsen.
I slutfasen kom Søren Bjerregaard ud - ind kom Nikolaj Bøgh, og Alexander Thorup blev flyttet ind på den centrale del af midtbanen.
Det blev også 0-6. Opskriften var et kontraangreb efter et boldtab midt på banen.
Nu er det ingen katastrofe at tabe til så godt et hold som Aalborg KFUM, og på positivsiden var det også værd at bemærke, at SIF-spillerne holdt en god tone trods modgangen i spillet på kunstgræsset. KFUM ligner en bejler til en plads i efterårets Serie 1, mens målsætningen hos SIF mere går i retning af at forny billetten til Serie 2.
Se og hør også sportschef Rasmus Gissels
video-opsamling på diverse SIF-kampe fredag-søndag her:
https://www.facebook.com/siffodbold.dk/videos/1584194438300690/
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/ligner-en-barsk-premiere-for-serie-2/