Serie 3 savnede fight og vilje
Ét er at komme bagud efter små 20 minutter.
Noget andet er helt at opgive mulighederne for at komme tilbage i kampen og levere en indsats langt under vanligt niveau.
Det skete for Serie 3-holdet i torsdagens udekamp mod LKB/Gistrup, det første af tre vigtige opgør mod hold under SIF-mandskabet i tabellen.
- Det var slet ikke godt nok. For mange spillere slog op i banen. Der var for lidt vilje og for lidt sammenhold, da der var brug for det, siger Søren Milde, Serie 3-træner.
- SIF-startopstillingen, 4-4-1-1: Joakim Nielsen - Ardeshir Ebrahimi, Rasmus Carøe Eriksen, Michael Wædeled Andersen og Marcus Skovhus Pedersen - Selemani Kikwangazala, Kenneth Møller, Malthe Christiansen og Michael Toft Nielsen - Niclas Plougmann - Kasper Bøgh.
- Bænken denne gang: Andreas Pinstrup, Mike Long og Sebastian Meyer Poulsen.
Alle 14 fik pænt med spilletid.
SIF kom egentlig nogenlunde ud af starthullerne denne aften i Gistrup, men der blev ikke scoret på to store muligheder ved 0-0, og da først hjemmeholdet havde gjort det til 1-0 i det 20. minut, var det så som så med målchancer til SIF i den resterende del af opgøret.
- Der blev ikke arbejdet nok. Vi var for langt fra modstanderne, og vi ikke sat presset ordentligt ind, og førstepresset på deres opspil var noget nær ikke-eksisterende efter scoringen til 1-0, fastslår Søren Milde.
Med et kvarter igen blev det 2-0, og fem minutter senere scorede LKB/Gistrup til slutcifrene 3-0.
- LKB/Gistrup ville det mere end os i dette opgør, og hjemmeholdet var god til at trække tempoet ud af kampen, da de var kommet foran, slutter Søren Milde.
Serie 3 spiller igen fredag i næste uge, hjemme mod RKG Klarup.