Menu

Serie 3 stod ikke distancen

image Vejret var en broget affære, da Serie 3 mødte Nørager/Rørbæk IF. Det samme var SIF-spillet efter pausen, og samlet blev 1-0 vekslet til 1-2.
Af Jørn Eriksen
22. september 2018 kl. 21:31
De sidste og afgørende pasninger sad ikke i skabet efter pausen for Serie 3-mandskabet, og så blev en straffesparksscoring til gæsterne fra Nørager/Rørbæk IF afgørende med 17 minutter igen i lørdagens opgør på kunstgræsbanen i Støvring. Læs mere her...

1-1 ved pausen blev vekslet til slutcifrene 1-2, og SIF-mandskabet måtte vinke farvel til en gylden mulighed for erobre tredjepladsen i puljen - det sidste gjorde gæsterne fra Nørager/Rørbæk IF så til gengæld.

  • SIF-startopstillingen 4-4-2: Jacob Tolstrup - Sebastian Meyer Poulsen, Lars-Bo Hansen, Frederik Pind og Martin Thinggaard Tøttrup - Mads Frost, Jens Janum Riis, Marcus Skovhus Pedersen og Jonas Vraa - Niclas Plougmann og Selemani Kikwangazala.
  • Bænken denne gang: Asger Bundgaard Nielsen, Andreas Pinstrup og Michael Lind Elmgren.

SIF-mandskabet med ni førsteårsseniorer i truppen (der var indløbet afbud fra keeper Anders Dupont p.g.a arbejde, red.) kom foran efter en lille halv times spil, da forwarden Niclas Plougmann scorede på et straffespark.

Inden pausen stod samme Niclas Plougmann for et godt langskud, hvor bolden var på vej ind under overliggeren, men gæsternes keeper fik akkurat fingrene på bolden, der gik til hjørnespark. Marcus Skovhus Pedersen måtte også se et forsøg prelle af på overliggeren, men Nørager/Rørbæk IF - et ganske solidt Serie 3-hold - havde også deres muligheder i de første 45 minutter.

I SIF-målet stod hasteindkaldte Jacob Tolstrup en fin kamp og kunne ikke lastes for de to scoringer, gæsterne satte ind.

Det blev 1-1 syv minutter før pausen, da et indlæg fra gæsternes højre side gik igennem SIF-forsvaret, hvor en Nørager/Rørbæk-spiller slap fri og sikkert sendte bolden i nettet.

Tre minutter før pausen indkasserede SIF's ene midtstopper, Frederik Pind, så et gult kort i kølvandet på et frispark til medspilleren Jens Janum Riis, men den undertalsperiode slap SIF igennem uden at komme bagud.

I anden halvleg blev det unge SIF-hold mere og mere mør, og spillet var ikke specielt sammenhængende. Der var comeback til Asger Bundgaard Nielsen på midtbanen, og han nåede at sætte sit præg på løjerne, inden han løb ind i endnu en skade - denne gang en ankelskade. Den mand har altså ikke samlet lykkebringende firkløvere hen over sommeren...

I slutfasen kom også Andreas Pinstrup og Michael Lind Elmgren i aktion. Midtstopperen Frederik Pind fuldførte ikke kampen, da han skulle på arbejde.

Det blev 1-2 med 17 minutter igen, da SIF lavede en fejl i deres venstre side. Det gav gæsterne bolden på fødderne, og sekunder efter blev der dømt straffespark. 1-2, hvilket også blev slutcifrene.

Med tre-fire minutter igen fik SIF ellers en dobbelt-chance for at udligne til 2-2. Marcus Skovhus Pedersen slap igennem men måtte se gæsternes keeper redde. Bolden sprang ud til Selemani Kikwangazala, der heller ikke havde heldet med sig. 

Stillingen og aktuelle
kampe i Serie 3-puljen:

https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=277870

 

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/10-foersteaarsseniorer-med-paa-serie-3/

 

Luk