Menu

Serie 3 tabte knebent til topholdet

image Serie 3 pressede forgæves på for en udligning til 1-1 i det meste af anden halvleg hjemme mod topholdet fra Hornum IF.
Af Jørn Eriksen
08. september 2018 kl. 20:33
En scoring til 0-1 kort før pausen blev afgørende, da Serie 3 havde besøg af topholdet Hornum IF lørdag 8/9. SIF kom bedre med i de sidste 45 minutter, men gæsterne holdt stand - læs mere her...

- Vi var ikke gode på bolden i første halvleg. Det var først i de sidste 45 minutter, vi fik gang i vores spil, men vi døjer fortsat med at omsætte det i scoringer, sagde Uffe Agerbo Jensen, SIF-træner, i kølvandet på lørdagens 0-1-opgør hjemme mod det ubesejrede tophold fra Hornum IF.

De to hold tog samme elevator ned fra Serie 2 inden sommerferien, og den regntunge bane denne lørdag på bane 5 (Masterup-banerne, red.) passede vist de fysisk stærke Hornum-mandskab bedst.

Det lignede 0-0 ved pausen, men i første halvlegs døende minutter fik gæsterne omsat en noget tilfældig mulighed i en scoring til 0-1.

Alle 14 mand i SIF-truppen kom i aktion, og SIF-mandskabet fik noget bedre fat i anden halvleg, hvor en af indskifterne, Selemani Kikwangazala, kom frem til en god mulighed stukket fri af en anden af indskifterne, Marcus Skovhus Pedersen, men skuddet tog gæsternes keeper sig af.

Forwarden Niclas Plougmann var også tæt på at kunne udligne, men han fik ikke afsluttet i tide, og Hornum-forsvaret fik afværget muligheden. Hos SIF var evigt uheldige Jens Janum Riis igen ikke tilsmilet af Fortuna, da han pådrog sig en ankelskade i en duel i anden halvleg og måtte humpe ud.

Seks-syv minutter før tid indkasserede en af SIF's bedste i kampen, kantspilleren Jonas Vraa, et noget diskutabelt gult kort, og Hornum IF forsvarede 1-0-føringen hele vejen hjem. Frederik Pind, midtstopper i dette opgør, spillede også i lighed med duoen i motorrummet på midtbanen, Anders Nielsen og Morten Juul, en stærk kamp for hjemmeholdet.

Med sejren vandt Hornum IF yderligere terræn i toppen af puljen takket være nu fem sejre og en uafgjort i de første seks spillerunder. SIF-holdet må affinde sig med en rolle som et af midterholdene.

Stillingen og aktuelle kampe i
Serie 3-puljen, link til DBU Jylland:

https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=277870

 

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/js-og-serie-3-spiller-hjemme-loerdag-8-9/

Luk