Menu

To nederlag til Serie 5-holdene

image David Guldborg (t.h.) i aktion for Serie 5 (1) hjemme mod Sønderup/Suldrup IK Frem forleden. Foto: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen
25. april 2018 kl. 11:18
Begge Serie 5-hold hos herresenior indkasserede nederlag i deres seneste kampe. Serie 5 (1) tabte 2-3 til lokalrivalerne fra Sønderup/Suldrup IK Frem, og Serie 5 (2) tabte 2-5 til St. Restrup IF - begge kampe blev spillet hjemme i Støvring. Læs mere her...

Serie 5 (1) var i aktion i søndags - 22/4 - hjemme mod Sønderup/Suldrup IK Frem.

Her er SIF-træner Mathias Tille Kristensens opsamling på den kamp:

Man må sige, at vi - på papiret - stillede med et rigtig godt Serie 5-hold. Vi mødte Sønderup/Suldrup IK Frem, og det er et hold med en masse U 19-spillere og kun få ældre spillere.

De ville bare løbe.

Vi startede ikke kampen så fantastisk. De pressede os godt, og så var trænerens (min) opstilling ikke hele perfekt til og starte med, da vi stillede op i en 4-4-2, hvilket betød, at de var i overtal inde på midten, så det fik vi hurtigt lavet om på.

Som sagt var det en masse unge knejter, vi mødte, og de løb helt vild, Gæsterne sad på det til og starte med og kom også på 0-1.

Suldrup havde en venstre kant, som nærmest var hurtigere end Usain Bolt, hvilket gjorde livet surt for vores back (Sebastian Sveistrup), som også fik rødt kort efter en halv time for at fælde ham som sidste mand. Jeg mener dog godt, man kunne have nøjedes med et gult kort, men dommeren mente noget andet. Så allerede efter en halv time var vi i undertal. Vi kom dog på 1-1 på mål af garvede Thomas Vetter efter en god stikning af Mathias Rasmussen.

Sønderup/Suldrup IK Frem kom senere i kampen på 1-2 - desværre efter vi var kommet lidt med i kampen, selv om vi var i undertal.

Herefter gjorde lille "Usain Bolt" det onde ved os igen. Han løb fra vores bagerste og trak ind foran Simon Kibsgaard, som væltede ham, og desværre indkasserede Kibsgaard direkte rødt kort for den forseelse, så nu hed det 9 mod 11, hvilket ikke gjorde lettere, da vi allerede var bagud og en mand i undertal. Alligevel kom vi - 9 mod 11 - på 2-2 på et straffespark efter et godt løb fra Alexander Thorup. På straffesparket sendte Mathias Rasmussen sikkert bolden ind til 2-2.

Cirka 10 minutter før tid scorede Sønderup/Suldrup IK Frem til 2-3 efter lidt ping pong i kølvandet på et hjørnespark.

SIF-gutterne kæmpede virkelig en flot kamp, men det var bare svært i undertal mod modstandere, der bare ville løbe.

  • Opstillingen for Serie 5 (1) mod Sønderup/Suldrup IK Frem: Anders Dupont - Sebastian Sveistrup, Stefan Berg, Thomas Rudfeld Maksten og Alxander Thorup - Frederik Lykke, Simon Kibsgaard, Jesper Larsen og David Guldborg - Mathias Rasmussen og Thomas Vetter.
  • Bænken: René Christensen, Michael Elmgren

Serie 5 (2) spillede hjemme fredag aften 20/4 mod St. Restrup IF.

Her er SIF-træner Mathias Tille Kristensens opsamling på det opgør:

Vi havde et ganske udmærket hold med på papiret- gennemsnitsalderen var i den høje ende.

Vi starter dog kampen rigtig dårligt - afleveringerne sad diplomatisk sagt ikke lige i skabet. St. Restrup kom helt fortjent på 0-1. Gæsterne var kun 11 mand af sted, og de fik en spiller skadet efter cirka 20 minutters spil, så vi spillede 11 mod 10. Det kunne man desværre ikke se i spillet på banen, da vi simpelthen er for dårlig form. Vi lignede et hold, der var i undertal. Vi kom dog på 1-1 efter et hjørnespark, hvor Mark Bloch Jensen headede bolden i nettet. Da vi endelig fik lidt bid i spillet igen, scorede St. Restrup IF til 1-2.

Vi kom på 2-2 på et straffespark, som Tommy Thrysøe scorede sikkert på. Dog scorede St. Restrup IF så igen til 2-3. Kevin Strøm fik en god mulighed for at udligne på en god stikning fra Grønqvist, men det sidste træk med bolden blev lidt for langt.

Til sidst scorede St. Restrup IF så yderligere to gange, og kampen sluttede 2-5. En fortjent sejr til gæsterne.

Hos SIF indledte Peter Nielsen på mål det første kvarter, indtil Andreas Aagesen kom.

  • SIF-startopstillingen, Serie 5 (2) mod St. Restrup IF: Peter Nielsen (15: Andreas Aagesen) - Søren Sølvkjær, Mark Bloch Jensen, Aske Emil Kjær og Morten Gotlieb Grønqvist - Osmund Olsen, Mikkel Springby, Tommy Thrysøe, Gorm Bak-Pedersen og Emil Philipp Krogh Ellitsgaard - Lasse Lindegaard Poulsen.
  • Bænken: Kevin Strøm Sørensen, Andreas Aagesen og Mathias Tille Kristensen.

 

Luk