Menu

Torden og lynild for en træningskamp

image Torden, lyn og regn prægede løjerne i torsdagens testkamp på bane 2 i Støvring.
Af Jørn Eriksen
09. august 2019 kl. 17:28
2-1 blev slutcifrene i SIF-favør, da et blandingsbatteri af første- og andetholdsspillere mødte RKG Klarup i en træningskamp torsdag aften 8/8. Opgøret blev fløjtet af 10 minutter før tid p.g.a torden og lyn samt masser af regn - læs mere her...

Vejrguderne spillede kraftigt med musklerne, da det torsdag aften gjaldt en testkamp for Serie 1-herrer - eller rettere et blandingsbatteri af første- og andetholdsspillere - hjemme mod RKG Klarup på bane 2.

- Regnen stod ned i stænger, og kampen måtte fløjtes af 10 minutter før tid på grund af tordenvejr og lyn på himlen. Vi førte 2-1, og det blev altså også slutcifrene, siger Calle Facius, SIF-cheftræner.
- Vi fik en god gang træning ud af det, og spillerne fik nogle meter i benene. På plussiden var det, at spillerne havde en rigtig god indstilling og arbejdede godt for sagen. På minussiden var det, at RKG var alt for meget på bolden i første halvleg, hvor vi gav dem for god plads. Jeg fik set en hel del og fik svar på nogle ting. Vi havde 13 markspillere og to keepere i truppen, og alle fik pænt med spilletid, fortsætter Calle Facius.

Med i truppen var også Asger Bundgaard (foto herover, red.), der nu har besluttet sig. Han spiller ikke for SIF i efteråret p.g.a flytning til Aarhus og et forestående lægestudium, og en anden af de unge midtbanespillere fra forårets JS-kampe, Nicklas Aagaard (foto herunder, red.), synes også tabt for en klubben p.g.a studiestart i København efter sommerferien. Yashar Bavel - også fast JS-spiller i foråret - er også væk efter et skifte til AaB.

- Vi er aktuelt stadig hårdt ramt af ferie og Skanderborg Festival. Den første periode af efteråret bliver i høj grad et spørgsmål om at få kabalen til at gå op, idet nogle også har ferieafvikling i september. Men vi bruger de spillere, der er til rådighed og som viser, de vil noget med deres fodbold i klubben, fastslår Calle Facius.

En ellers søsat træning lørdag streges, idet for mange er væk på ferie m.v. I stedet er næste opgave for Serie 1-holdet en træningskamp på tirsdag mod Aalborg KFUM, og Serie 3-holdet har efterårspremiere på mandag på udebane mod IK Rosendal.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/foerste-og-andethold-traener-sammen/

Luk