Tre-trins-raket for Serie 2 skal fyres af
Det er populært sagt noget af en tre-trins-raket, SIF Fodbolds nedrykningstruede Serie 2-mandskab tænder lunten på fredag aften 25/5, når puljens aktuelle nr. fire, St. Restrup IF, gæster Støvring med kampstart kl. 19.00.
I den sidste ende gælder det for SIF-mandskabet om at undgå den syvendeplads, der udløser en returbillet til Serie 3 - i fjor tog SIF-andetholdet to oprykninger og skiftede Serie 4 ud med Serie 2.
Og de tre kommende kampe kan meget vel afgøre det hele for SIF-holdet. Efter fredagens hjemmekamp mod St. Restrup IF er puljens nr. fem og seks, Hornum IF og Hadsund Boldklub, på menuen i en ude- og en hjemmekamp, hvorefter SIF slutter foråret af med puljens to aktuelle tophold, Farsø-Ullits IK og Gundersted IF, der begge aktuelt har 19 point for hver otte kampe i striden om den enlige oprykningsbillet til efterårets Serie 1.
Hornum IF slog i tirsdags Hadsund Boldklub 5-1 i Hornum.
Hornum IF har derfor aktuelt 7 point for otte kampe på femtepladsen, mens Hadsund Boldklub har fire point og SIF tre point, begge for syv kampe.
Der skal kun findes én nedrykker i denne Serie 2-pulje, idet puljen kun omfatter syv hold mod vanligt otte.
Der er fem ændringer i SIF-truppen i forhold til den seneste kamp, 1-2-nederlaget mod Aalborg KFUM. Mads Harbo var af jobmæssige årsager forhindret i at kunne spille for JS 1 torsdag aften, og han er derfor et af fem nye islæt. De fire øvrige er målmand Mikkel Blad Krogh, der erstatter Michael Nielsen (skulderproblemer, red.), U 19-spilleren Frederik Pind, Nicklas Aagaard og Niclas Plougmann. Sidstnævnte var ikke med JS 1 ude mod Tjørring efter kvaler med en skulderskade, han pådrog sig i hjemmekampen mod Nørresundby FB, og Nicklas Aagaard har kun deltaget sporadisk i forårets seniorkampe p.g.a arbejde, men nu lysner det angiveligt en smule på den front.
De fire sidstnævnte erstatter i forhold til KFUM-kampen firkløveret Mike Long, Jimmi Thomsen (afbud til fredagens kamp, red.), Asger Bundgaard Nielsen (med JS 1 torsdag, red.) og Ardeshir Ebrahimi.
- Målmand Michael Nielsen har meddelt, at han døjer så meget med den skulder, han tidligere er blevet opereret i, at han tager en tørn som markspiller i resten af foråret, siger SIF-træner Uffe Agerbo Jensen (foto herover, red.).
- SIF-truppen til kampen mod St. Restrup IF, spillerne nævnt i tilfældig rækkefølge: Mikkel Blad Krogh, Alexander Thorup, Martin Thinggaard Tøttrup, Carsten Frederiksen, Michael Andersen, Andreas Tarp, Frederik Pind (U 19), Morten Juul, Nicklas Aagaard, Marcus Skovhus Pedersen (U 19), Niclas Plougmann, Mads Harbo, Christian Lie Guldager og Mads Dahl.
Nært forestående kampe i Serie 2-puljen:
- Fredag 25/5:
- 18.00: Gundersted IF - Hornum IF
- 19.00: Støvring IF - St. Restrup IF
- Tirsdag 29/5:
- 19.00: Farsø/Ullits IK - Hadsund Boldklub
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/senior/god-anden-halvleg-rakte-ikke-for-serie-2/