Uafgjort sikret få sekunder før tid
Skuffelse og ærgrelse blev forvandlet til vild jubel og eufori, da SIF Fodbolds førstehold hos herresenior, Jyllandsserien 1, fik udlignet til 1-1 dybt inde i overtiden i forårspremieren ude mod Vatanspors "multinationale" mandskab på en kunstgræsbane midt i Gellerup-kvarteret i Aarhus.
De afsluttende minutter blev en ren yo-yo-tur følelsesmæssigt for et SIF-mandskab, der havde haft rigtig godt fat i Vatanspor-mandskabet gennem hele kampen.
Først var det en tur helt ned i kulkælderen, da Vatanspor kom foran 1-0 i overtiden, da Nicki Mike fik scoret. Da så alle tre point ud til at ville havne i Vatanspors favn, men kort efter bød opgøret - set med SIF-briller - på en herlig tur op i de højere luftlag.
Det skete nemlig med under et halvt minut igen af dommerens overtid. SIF fik et frispark lidt inde på Vatanspors banehalvdel. Hjemmeholdet stod dybt, og alle forventede en lang bold frem i feltet. I stedet blev der spillet kort op på en SIF-spiller, bolden kom videre ud til indskiftede Mike Long på venstrekanten, og han fik fornemt sendt bolden ind til forreste stolpe, hvor SIF-kaptajnen Nicolaj Hvilsom stødte først på bolden og fik drejet den i nettet ved nærmeste stolpe til 1-1.
Og så gik turen ellers ud til en storfrysende klynge af SIF-tilskuere, der havde taget turen - enten med spillerbussen eller i privatbiler - til Gellerup-kvarteret. Både spillere og tilskuere jublede og fejrede den udligning som en EM-titel.
Tju-hej for et punktum på en kamp, som SIF faktisk havde flest chancer til at vinde set over alle 90 minutter.
SIF-startopstillingen, 4-2-3-1 eller 4-3-3 efter temperament og humør: Michael Nielsen - Stefan Pilgaard, Mike Hansen, Lars Bo Hansen og Christoffer Olesen - Anders Nielsen og Nicolaj Hvilsom - Patryk Kristensen, Lasse Pilgaard og Thomas Nielsen - Mads Harbo. Indhopperne denne gang: Mathias Kielgast, Mike Long og Tommy Thrysøe.
Vatanspor lagde ud med at få kampens første store chance, og det skete efter cirka fem minutters spil. Det skete efter kvikt bandespil, hvor SIF blev fanget lidt højt på banen, men Vatanspor-spilleren sendte bolden i sidenettet.
Men efter den forskrækkelse stod der faktisk SIF på de største målchancer i første halvleg, og i tre af fem tilfælde tilfaldt mulighederne Mads Harbo, der var uheldig med ikke at komme på måltavlen mindst en gang før pausen.
I det 20. minut brød Mike Hansen glimrende Vatanspors opspil midt på banen. Han førte selv bolden op og spillede Mads Harbo fri, men Harbo fik med stor kraft sendt bolden lige på Vatanspor-keeperen.
Otte minutter senere tilfaldt en ny stor mulighed Mads Harbo.Patryk Kristensen fik fra højre flanke spillet Mads Harbo fri til skud, men denne gang gik bolden et pænt stykke forbi mål.
I det 30. minut sværmede SIF igen foran Vatanspor-målet. Bolden blev ført op i højre side, og ved forreste stolpe var Nicolaj Hvilsom tordnet med frem, men han fik ikke ordentligt ram på bolden.
Otte minutter senere fik Mads Harbo så sin tredje chance, denne gang spillet fri til skud af Lasse Pilgaard, men Vatanspor-målmanden fik reddet.
Den sidste SIF-mulighed tilfaldt Thomas Nielsen i de døende sekunder af første halvleg. Han var ved at slippe fri tæt inde under mål men fik ikke afsluttet i tide.
0-0 ved pausen efter en flot SIF-indsats, hvor holdet stod kompakt og godt på banen i en 4-2-3-1-opstilling med vægt på kvikke kontraangreb mod en modstander, der stod højt med bagkæden.
Og Vatanspor kom faktisk ikke frem til alverden i de sidste 40 minutter af første halvleg.
Efter pausen havde SIF til gengæld svært ved at producere så mange målchancer, men det hele var ved at gå i 0-0, idet Vatanspor skød med løst krudt. Hjemmeholdets afslutninger i anden halvleg var til SIF's held meget upræcise, men til SIF-holdets ros skal det også siges, at man tvang modstanderne til afslutninger langt udefra.
Vatanspor var mest på bolden i de sidste 45 minutter men spillemæssigt overmatchede de på ingen måde SIF-tropperne.
Netop derfor var den sene Vatanspor-scoring til 1-0 noget, der lignede en afgørelse på en spændende og jævnbyrdig kamp i Jyllandsserien 1, men SIF slog altså igen og sikrede sig det ene point kort før slutsignalet.
Kort efter pausen måtte Patryk Kristensen lettere skadet lade sig udskifte. Ind kom Mathias Kielgast, der gjorde det godt. Sidstnævnte signalerede dog, han havde svært ved at løbe igennem efter 10-12 minutter på banen - ud igen, ind kom Mike Long.
7-8 minutter før tid fik Tommy Thrysøe JS-debut, da han erstattede Thomas Nielsen. Og kort før tid måtte Anders Nielsen lade sig udskifte efter at være blevet tromlet ned af hjemmeholdets målscorer Nikci Mike midt på banen.
JS 1 spiller igen mandag 2. påskedag hjemme mod Skovbakken, og den kamp fløjtes i gang kl. 13.00. Andetholdet i Serie 3 har samme dag forårspremiere hjemme mod Ulbjerg IF kl. 15.00.