Camp SIF lige i orkanens øje i Vildbjerg
Det stod i begyndelsen af sidste uge fortsat lidt hen i det uvisse, om campinglejren for SIF-deltagerne i årets Vildbjerg Cup 3.-6. august ville blive placeret på arealerne ved den gamle rideskole lige i orkanens øje midt i alle herlighederne under Vildbjerg Cup, der samler små 19.000 mennesker til fire glade dage med masser af fodbold og hyggeligt samvær.
I den forgangne weekend fik Trine Borbjerg Jensen, SIF-tovholder for Vildbjerg Cup, så besked fra arrangørside.
Camp SIF fik grønt lys til placeringen ved rideskolen for enden af Sports Allé tæt på Vildbjerg Sports- og Fritidscenter, hvor der er bespisning af deltagerne i hallen - og tæt på de 44 flotte baner, Vildbjerg Cup afvikles på.
- Vi har i tre-fire år været placeret andre steder med Camp SIF under Vildbjerg Cup, men i år kommer vi tæt på det hele. Der har været lidt langt at gå til bespisning og kampe de seneste år, og en del havde derfor taget cykler med til Vildbjerg, men det bliver altså ikke nødvendigt i år. Vi har tidligere haft base ved den nu nedlagte rideskole, men arrangørerne skulle være sikre på, at underlaget kunne klare den megen vand, der har præget sommeren hidtil. Forleden blev dre så givet grønt lys til, at Camp SIF bliver placeret i det såkaldte område C5 ved den gamle rideskole, forklarer Trine Borbjerg Jensen.
SIF Fodbold deltager - som tidligere nævnt her i dette regi - med 15 hold - ni drenge- og seks pigehold.
Cirka 150 spillere plus trænere og ledere, og samlet kommer SIF-lejren skønsmæssigt til at tælle små 300 deltagere i en Vildbjerg Cup, der i fjor samlede små 700 hold, 10.000 spillere, trænere og ledere samt cirka 9.000 camperende forældre og søskende - derfor kan det være en fordel at have base midt i myretuen i det midtjyske.
- Nu krydser vi bare fingre for, at vejrguderne holder lidt igen med regnvejr ugen ud. U 14- og U 15-drenge samt U 15- og U 16-piger kommer til at bo i telte tæt på Camp SIF, mens spillerne fra de øvrige hold bor hos forældrene i Camp SIF, fortsætter Trine Borbjerg Jensen.
Årets Vildbjerg Cup - den 39. af slagsen - samler 720 hold fra 11 nationer, og deltagerantallet bliver skønmæssigt lidt større end i fjor.
Heidi Balle Aaen, kasserer i bestyrelsen for SIF Fodbold, er at finde i SIF-lejren (U 12-pigerne) under årets Vildbjerg Cup, og hun tager SIF-vimpler og SIF-flag med. Diverse hold (trænere) kan få fat i disse vimpler og flag ved at henvende sig til Heidi Balle Aaen.
SIF Fodbold krydser fingre for tørvejr og høj sol under denne uges Vildbjerg Cup 2017, hvor torsdag og fredag (og delvis lørdag) byder på indledende kampe, mens A-slutspil og Dominus Cup afvikles lørdag-søndag.
Link til tidligere indlæg om SIF Fodbold til Vildbjerg Cup 2017 her:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/vildbjerg-cup-regel-om-hjoernespark-er-vaek/
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/de-indledende-sif-kampe-i-vildbjerg-2017/
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/15-sif-hold-klar-til-vildbjerg-cup-2017/