En våd og sjov dag i SIF-lejren
En meget våd og hård fjerde dag på SIF Fodboldskolen 2017 nåede torsdag eftermiddag sin slutning.
Der var pænt fremøde trods regnvejret, og vi havde trods skuldertacklingen fra vejrgudernes side en god og sjov dag - men også en hård og krævende samt meget våd dag.
Som skoleleder måtte jeg bruge det meste af den regnvåde formiddag inde i klubhuset med at ringe til forældre, hvis børn ikke var mødt op kl cirka 10.00.
Formiddagen gik med stationstræning, og over middag afviklede vi en Sneakers Cup. Deltagere og trænere blev godt våde i løbet af formiddagen. Pigerne og drengene (og de unge trænere) kunne jo ikke gå rundt som trænerlederen (Jan "Krølle" Nielsen, red.), der havde udstyret sig selv med en paraply.
I middagspausen måtte skolelederen tørre trænernes tøj i tørretumbleren, da de ikke havde skifte tøj med, som deltagerne heldigvis havde.
Trænere var brændt ud til middag (som det ses af nedenstående foto), så middagspausen blev også brugt til at få benene op i sofaen i træner/lederrummet i klubhuset - men samlet alligevel en rigtig god og sjov dag.
I morgen - fredag 30/6 - bliver det også vådt - hvis ikke fra oven så fra vandflaskerne til den afsluttende vandkamp, hvor pigerne og drengene får lov til at give trænerteamet vand.
Det er Maxi-Skolen for de ældste deltagere (96 tilmeldte piger og drenge, red.), der slutter fredag eftermiddag efter fem dage i SIF-lejren. Mini-skolen - for de yngste (41 tilmeldte piger og drenge, red.) - sluttede onsdag eftermiddag.
Med sportslig hilsen
Brian Bloch, leder af SIF Fodboldskolen 2017
Læs tidligere indlæg om SIF Fodboldskolen 2017 her:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/miniskolen-2017-satte-et-flot-punktum/