God indsats rakte desværre ikke til point
- Tirsdag 8. maj 2018, turneringskamp, U 15 Liga 2-drenge:
- Støvring IF - Jetsmark IF 1-2 (1-1)
- Støvring IF-opstilling:
- Marius Thorsen - Hessel Oosterhof, Lasse Andersen, Albert Skouboe, Sylvester Jensen - Peter Harboe, Frederik Bak, Ulrik Kjærsgaard, Mads Rugren - Frederik Bargmann, Cornelius Christensen
- Scoringer:
- 0-1 Jetsmark 12. minut.
- 1-1 Albert Skouboe 18. minut.
- 1-2 Jetsmark 50. minut.
- Udskiftninger:
- Ulrik Kvist for Marius Thorsen 34. minut.
- Julius Møller for Peter Harboe 36. minut.
- Peter Harboe for Cornelius Christensen 52. minut.
- Cornelius Christensen for Mads Rugren 63. minut.
Et solbeskinnet Støvring Stadion lagde tirsdag aften nyslået græs til U 15-liga 2 kampen mod Jetsmark. En modstander SIF - med en del hel besvær - besejrede 5-2 i holdenes første opgør.
Ligesom tilfældet var sidste uge mod Thisted FC, var SIF væsentlig bedre i andet opgør mod det samme hold, men desværre også med samme slutfacit, nemlig et spinkelt nederlag.
Kampen startede med et par løse muligheder i begge ender, men det var Jetsmark, der først fik bolden i nettet efter den for kampen meget rammende opskrift; en tidlig lang bold i feltet.
SIF fik dog relativt hurtigt svaret igen, da Albert Skouboe havde sidste hoved på efter et glimrende frispark.
Dermed remis 1-1, hvilket holdt til pausen, men SIF måtte minuttet inden pausen desværre udskifte målmand Marius Thorsen, der var ramlet hændeligt sammen med en Jetsmark-angriber og slået hoften så meget, at han ikke kunne fortsætte kampen. Sylvester Jensen overtog pladsen i målet og gjorde en glimrende indsats.
SIF havde en afslutning på stolpen i slutminutterne af første halvleg, men som nævnt remis ved pausen.
Anden halvleg havde i høj grad samme kampbillede. Begge hold havde muligheder. Det var Jetsmark, der først greb chancen efter en erobring højt på banen, som endte med en scoring cirka midtvejs i anden halvleg til 1-2.
SIF forsøgte og forsøgte men havde i de efterfølgende minutter svært ved at trænge igennem til egentlige chancer, men det ændrede sig dog i slutminutterne, hvor det blev til to relativt store chancer. Specielt den ene var tæt på, men ind ville bolden desværre ikke, og dermed blev det til et ærgerligt nederlag på 1-2.
Om kampen siger SIF-cheftræner Rasmus Gissel:
- Jeg er simpelthen så ærgerlig på drengenes vegne. Vi spiller ikke nogen fantastisk kamp, og i bund og grund er det ikke uretfærdigt, at Jetsmark vinder, men jeg er rigtig ærgerlig på drengenes vegne. De lægger simpelthen så meget energi og hjerte i kampene og bliver bedre og bedre i forskellige facetter i spillet fra kamp til kamp.
- Jeg er specielt tilfreds med, at vi for anden kamp i træk gør det bedre end første gang mod modstandere, vi har mødt før. Det var tilfældet mod Thisted og også i dette opgør mod Jetsmark. Selvom vi vandt 5-2 deroppe, så var det en langt mere ligeværdig præstation denne gang, selvom vi måtte forlade opgøret tomhændet.
- Vi møder desværre en del modgang i øjeblikket. Marius Christensen og Magnus Dyrholm måtte begge melde fra med skader op til kampen, og midt i kampen gik vores målmand i stykker. Så er det op ad bakke, men jeg har kun ros til overs for dem, der kæmpede kampen på banen. De leverede et fortræffeligt stykke energisk arbejde, som gjorde det muligt at holde os inde i kampen. Desværre manglede vi den sidste kvalitet til at få point i opgøret, men denne kamp var endnu en tæt kamp, som kunne gå begge veje. Det har alle ni kampe været indtil nu, og det er virkelig nogle kampe, der er gode og udviklende for spillerne. Specielt derfor håber jeg, at det i de sidste fem kampe lykkes at få hentet point nok til, at vi kan blive i rækken og dermed få tilsvarende gode kampe i efteråret.
Næste kamp er næste fredag ude mod Aalborg KFUM.
LÆS OGSÅ:
http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-15-liga-2-gav-tophold-kamp-til-stregen/