Godt gang i DBU Fodboldskolen
Der var rift om billetterne, da der blev åbnet for salget, og de 96 drenge og piger, der sikrede sig adgangstegnene, er i disse dage i den første uge af skolernes sommerferie i fuld sving med DBU Fodboldskolen 2016 hos Støvring IF Fodbold.
Der er flest drenge i deltagerflokken, der tog hul på løjerne mandag 27. juni kl. 09.00, og slutpiftet for DBU Fodboldskolen lyder på fredag 1. juli kl. 15.00.
De 96 deltagere, og DBU Fodboldskolen 2016 er øremærket børn fra årgang 2001 til 2008, er delt op i 6 grupper efter alder i Støvring. Jan "Krølle" Nielsen, til daglig Serie 3-træner i SIF Fodbold, er trænerleder for seks unge trænere - heraf to fra værtsklubben selv. Overordnet leder af DBU Fodboldskolen 2016 i Støvring er Henrik Pilgaard, til daglig kampfordeler i klubben.
- Alt er hidtil forløbet planmæssigt, og vi satser på, at deltagerne får lov til at give trænerne vand i en ordentlig vandkamp på sidstedagen fredag, siger Henrik Pilgaard.
Tirsdag eftermiddag havde en af de 6 grupper i Støvring godt gang i en omgang fodbolddart, hvor børnene skulle placere boldene i kegleafmærkede områder, og så blev der delt point ud alt efter, om bolden ramte plet - så talte man point sammen for hele gruppen. Et andet sted var der godt gang i en pasningsøvelse, mens de ældste deltagere lige fik et pusterum og styrket væskebalancen med en tur omkring klubhuset.
Læs mere om DBU Fodboldskolen 2016 her - link til DBU's hjemmeside, hvor der er et tema om emnet:
http://www.dbu.dk/boern_og_unge/events_og_staevner/dbus_fodboldskole
Senere på sommeren - i uge 31 - har SIF Fodbold sin egen Fodboldskole 2016 med en maxiskole for de ældste og en miniskole for de yngste deltagere.