Menu

Julekalendersalg: Event på Bytorvet

image Sådan ser SIF-julekalenderen 2017 ud. Tag godt imod SIF-spillerne på Støvring Bytorv lørdag 18/11 kl. 10.00-13.00.
Af Jørn Eriksen
15. november 2017 kl. 09:52
Støvring Bytorv omdannes lørdag 18/11 i nogle timer til et lille fodbold-slaraffenland med fodtennis, sparkekonkurrence om det hårdeste skud og salg af SIF-julekalenderen 2017 som omdrejningspunkter. Det sker i tidsrummet kl. 10.00-13.00 - læs mere her...

Det er julekalenderudvalget i SIF Fodbold, der står bag løjerne, når Støvring Bytorv lørdag 18/11 kl. 10.00-13.00 danner rammen om blandt andet fodtennis, en sparke-/skudkonkurrence og et forhåbentlig succesrigt salg af SIF-julekalenderen 2017 som væsentlige brikker på taktiktavlen.

En flok SIF-spillere fra både U 13- og U 15-drenge skal i aktion. U 15-drengene skal trylle på banen med fodtennis, og forbipasserende er velkomne til at spille med og teste egne evner ud i det lille finurlige spil, hvor tennisketsjeren er skiftet ud med fodboldsko.

En lille konkurrence om, hvem der kan sparke hårdest på mål er også på lørdagsmenuen. Her er der en førstepræmie (et gavekort pålydende 300 kr. til en af butikkerne, der har været med til at sponsorere SIF-julekalenderen 2017), så har du et "Dublin-drøn" i støvlerne á la Christian Eriksens til 4-1 i tirsdagens herlige rød-hvide 5-1-sejr på udebane over Irland i den altafgørende VM-playoff-kamp, hvor Danmark sikrede sig adgang til sommerens VM-slutrunde i Rusland, så trop op og test evnerne af.

Mens de hidkaldte U 15-drenge tager sig af delen med fodtennis, tackler U 13-drengene salget af SIF-julekalendere denne lørdag på Støvring Bytorv. Tag godt imod gutterne fra SIF Fodbold, og støt ungdomsarbejdet i fodboldklubben ved at købe en SIF-julekalender - overskuddet går til arbejdet med børn og unge, og dem er der rigtig mange af - både piger og drenge - i SIF Fodbold.

Fodboldklubben åbnede første låge i arbejdet omkring salget af SIF-julekalenderen 2017 i søndags, 12. november, da U 9-U 11-spillere og forældre var rundt i byen og kime dørklokker for at sælge kalendere. Der er stadig SIF-julekalendere, der ikke er solgt, og arbejdet med at få solgt samtlige 2500 stk. SIF-julekalendere 2017 ruller videre - blandt andet med eventen på Støvring Bytorv nu på lørdag 18/11.

I fjor kastede salget af SIF-julekalenderen et overskud af sig på cirka 50.000 kroner til gavn for arbejdet med pigerne og drengene i fodboldklubben

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/julekalendersalget-2017-er-skudt-igang/

 

Luk