Menu

Kaptajnen viste vejen til redning

image Lasse Mumgård Andersen (i midten og nr. 12 på bukserne) scorede fire af de fem SIF-mål og lagde op til det femte i 5-5-slutkampen hjemme mod Hornbæk SF.
Af Jørn Eriksen
17. november 2018 kl. 19:40
Med fire scoringer og en målgivende pasning var SIF-anfører Lasse Mumgård Andersen profilen, da U 16 Liga 2-drenge takket være 5-5 hjemme mod Hornbæk SF (HSF) i sidste spillerunde sikrede sig Liga 2-status til forårets kampe - læs mere her...

U 16 Liga 2-drenge reddede sig på falderebet takket være uafgjort 5-5 i sidste spillerunde hjemme mod pulje-firerne fra Hornbæk SF, idet det ene point akkurat betød, at SIF-mandskabet skubbede FC Salling ned på den 7. plads, der var en faldlem til forårets U 16 Liga 3.

FC Salling sluttede selv af med at tabe 0-4 til puljevinderne fra Frederikshavn fI - á point ville FC Salling have været bedst indbyrdes med SIF-mandskabet.

Og det var især en SIF-spiller, der lyste op i målorgiet hjemme mod Hornbæk SF, der var foran 4-1 undervejs, inden SIF på imponerende vis fik det hele til at slå en kolbøtte og kom foran 5-4 - udligningen til 5-5 kom først i overtiden efter et hjørnespark og tumult i det lille felt, hvor det unægtelig så ud som om, der blev begået frispark mod SIF-keeper Oliver Søby Christensen.

Spilleren, der havde stjerneskær over sig i den vigtige kamp, var anfører Lasse Mumgård Andersen.

Fire fuldtræffere - de fire første SIF-scoringer - og en målgivende pasning var Lasse Mumgård Andersen lokomotivfører, da SIF-toget skulle på skinner igen efter en afkobling og noget, der lignede et større sammenbrud inden pausen.

Det så nemlig temmelig dystert ud, da stillingen var 1-4 i det 29. minut. Det blev 1-4 på et uldent straffespark til gæsterne, men kort efter fik SIF et lige så uldent straffespark, som Lasse Mumgård Andersen omsatte til 2-4.

Samme Lasse havde også reduceret til 2-1 i det 17. minut på et straffespark begået mod Sylvester Würtz Jensen - HSF havde scoret to mål på omstillinger i det 5. og 11. minut, og ved den første scoring så dagens mand i skysovs, Lasse Mumgård Andersen, til SIF-cheftræner Calle Facius' fortrydelse ikke for godt ud.

I den fase af kampen virkede gæsterne betydeligt skarpere i deres afslutninger end hjemmeholdet, der havde gode - men forgæves - forsøg signeret backen Hessel Oosterhof i det 3. og 22. minut.

Det kunne på den konto lige så godt være blevet 2-2 i det 22. minut, men minuttet efter stod det 1-3.

2-4 ved pausen.

Og SIF skulle bruge mindst det ene point for at komme foran FC Salling i tabellen og dermed redde livet i U 16 Liga 2. Denne U 16 Liga 2-pulje talte kun 7 hold - de øvrige talte 8. Nr. 7-8 ville rykke ud - i SIF's pulje altså kun nr. 7.

To gule kort til HSF efter pausen og en dommer, der vist ikke havde sin bedste dag på kontoret, satte sit præg på løjerne.

Lasse Mumgård Andersen reducerede til 3-4 i det 51. minut på en friløber, og seks minutter senere var HSF tæt på at gøre det 3-5 på en omstilling, men SIF-målmand Oliver Søby Christensen fik fornemt afværget til hjørnespark.

I det 60. minut fik HSF deres første gule kort, og den overtalsperiode udnyttede SIF dygtigt til at score til både 4-4 og 5-4.

Det blev 4-4 i det 62. minut, da Lasse Mumgård Andersen headede bolden i nettet ved fjerneste stolpe på et indlæg fra Ulrik Kjærgaard.

SIF-målkongen i dette opgør satte trumf på fire minutter senere, da han spillede Ulrik Kjærgaard fri i dybden, og sidstnævnte svigtede ikke. Han satte sikkert bolden i nettet til 5-4.

1-4 var forvandlet til 5-4.

 

Fire minutter efter at være blevet fuldtallige indkasserede HSF så endnu et gult kort, og et minut før slutsignalet blev deres træner bortvist for brok målrettet en dommer, der var i modvind i begge lejre.

SIF's matchvinder Lasse Mumgård Andersen indkasserede et gult kort halvandet minut inde i tillægstiden, og i overtidens tredje minut fik HSF et hjørnespark, som de omsatte til en "flodbølgescoring" til 5-5. Udefra så det unægteligt ud som, om SIF-keeper Oliver Søby Christensen blev tromlet ned og taget med ind i netmaskerne.

Det betød så, at FC Salling ikke måtte få point mod FfI, der havde vundet puljen inden sidste spillerunde, men det blev til en FfI-sejr på 4-0, og SIF-tropperne reddede sig på målstregen i U 16 Liga 2.

Sidste spillerunde og
slutstillingen i U 16 Liga 2-puljen:

https://www.dbujylland.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/poolBoard.aspx?poolid=278100

  • SIF-startopstillingen mod HSF: Oliver Søby Christensen - Sylvester Würtz Jensen, Cornelius Christensen, Magnus Dyrholm og Hessel Oosterhof - Albert Skouboe, Frederik Bak-Pedersen og Lasse Mumgård Andersen - Lukas Sølbeck Hansen, Peter Harboe og Ulrik Kjærgaard.
  • Bænken denne gang: Patrik Esko Nielsen, Victor Søe Simonsen og Mads Rugren Andersen.

SE FLERE FOTOS FRA KAMPEN
PÅ KLUBBENS FACEBOOK-SIDE

 

 

Luk