Menu

Over 350 hold med i Technica Cup 2019

image Technica Cup 2019 sætter rekord. 351 hold er med i deltagerfeltet, og så er der stadig tre ledige pladser i henholdsvis U 15-drenge A, U 13-piger A og U 9-drenge A. Arkivfoto: Hanne Andersen
Af Jørn Eriksen
16. december 2019 kl. 11:00
- Det er helt vildt. Der er 351 hold med i årets julestævne, og der er kun tre ledige pladser tilbage i henholdsvis U 15-drenge A, U 13-piger A og U 9-drenge A, siger Ruth Andersen, SIF Fodbolds koordinator af julestævnet 27.-30. december. Program og puljeinddeling er også klar - læs mere her....

Årets julestævne, Technica Cup 2019, sætter eftertrykkelig rekord.
351 hold er tjekket ind og er med i deltagerfeltet til Technica Cup 2019 i dagene 27.-30. december, og der kunne såmænd have været endnu flere, hvis kapaciteten havde været til det - omkring 20 hold står på venteliste til allerede fuldt bookede rækker.

- Det er helt vildt. Det havde jeg ikke forestillet mig og turdet tro på. Andre steder (andre stævnearrangører, red.) har man måttet strege flere rækker på grund af manglende tilmeldinger, men det problem har vi mildest talt ikke haft, siger Ruth Andersen, SIF Fodbolds koordinator af julestævnet, der i år afvikles for 49. gang.

På billedet herover ses Ruth Andersen sammen med Jannik Riis fra Select Technica Football under Technica Cup i fjor.

Den tidligere deltagerrekord lød på 326 hold.

Tidligere i december, kort efter tilmeldingsfristen 1. december, håbede Ruth Andersen på over 340 deltagerhold i Technica Cup 2019, men nu er der altså 351 hold klar til løjerne i Støvring Hallen og de to haller i Arena Himmerland 27.-30. december.

- Selvom der er omkring 20 hold på venteliste, har vi stadig tre ledige pladser, og det er en enkelt plads i henholdsvis 15-drenge A, U 13-piger A og U 9-drenge A, så vi kan altså komme op på 354 deltagerhold i årets julestævne, forklarer Ruth Andersen.

Den overvældende interesse for Technica Cup 2019 har dog også givet Ruth Andersen og kompagni i korpset af hjælpere omkring julestævnet et positivt problem.

- Vi skulle spille til kl. 2 om natten i Støvring Hallen den dag, U 13-drengene skulle spille på store mål i Støvring Hallen. Det kunne vi ikke byde nogen. Derfor spiller U 13-drenge B på almindelige mål (almindelig indendørs, red.) i Arena Himmerland, mens vi fastholder, at U 13-drenge A spiller på store mål i Støvring Hallen samme dag. Det er de involverede hold blevet orienteret om. Alternativet ville have været, at jeg skulle give 10 U 13-drenge-hold besked om, at der ikke blev plads til dem, og det ville jeg altså ikke, understreger Ruth Andersen.

Programmet for Technica Cup 2019 er også klar med yderligere information om julestævnet inklusiv puljeinddelinger og kampprogram. Der er link til dette på forsiden af SIF-hjemmesiden - ellers er der link til samme herligheder her:

http://www.siffodbold.dk/loese-sider/julestaevne/julestaevne-program/

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/julestaevnet-2019-saetter-rekord/

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/salg-af-fyrvaerkeri-27-31-december/

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/julestaevne-10-aar-med-frost-paa-balkonen/

Luk