SIF-talent skifter til AaB efter ferien
Det er i rollen som kløgtig og forudseende midtbanespiller, at 12-årige Jacob Buus har gjort opmærksom på sig selv og sine evner på en fodboldbane i den snart forgangne sæson som fast bestanddel på SIF Fodbolds førstehold hos U 13-drengene i U 13 Vest 2.
Men efter sommerferien, fra 1/7, tørner Jacob Buus ud for AaB's U 13 Elite-drenge efter at have trænet med i AaB's Talenttræning i Hadsund gennem de seneste tre år samt nogle ekstra-træninger i AaB for de spillere, der var længst fremme i udviklingen som fodboldspillere.
- Det er en cadeau til os alle i klubben, når en spiller tager det næste skridt - og som her skifter til AaB, siger Thomas Jensen, cheftræner for U 13-drengene i SIF Fodbold.
- Jacob Buus er rigtig god med bolden. Vi har brugt ham både som 6'er og som 8'er på midtbanen. Han er dygtig til at se, hvornår han skal drible, og hvornår han skal spille bolden, og det han eventuelt måtte mangle lidt i hurtighed, det kompenserer han med sin store evne til at forudse, hvordan spillet udvikler sig i kampene. Jeg tror måske også, AaB har ham i tankerne til en plads som midterforsvarer med gode evner til at spille bolden fremad banen, fortsætter Thomas Jensen.
Jacob Buus blev allerede for et år siden rykket op for at træne og spille sammen med den nuværende U 13-årgang under Thomas Jensens ledelse.
- Det gjorde vi for at stimulere hans udvikling som spiller, og det bliver spændende at følge hans udvikling i AaB, fastslår Thomas Jensen.
Jacob Buus har spillet i fodbold i SIF Fodbold, siden han var fire år.
For to år siden skiftede storebroderen, Tobias Buus (foto herunder) (årgang 2002, red), tilsvarende fra SIF Fodbold til AaB, og han var i den forgangne sæson midtstopper på U 15 Eliteholdet i AaB.