Støvring IF værter for DBU talentcenter
Støvring IF skal i den kommende sæson (2018/2019) være værter for DBU´s talentcenter for U13 & U14 drengespillere i nordjylland.
Samarbejdet indbefatter at DBU træner hos Støvring IF 8 gange i efteråret og 8 gange i foråret.
Der blive tale om hele dage, således at spillerne møder ind kl. 9.00, herefter er der 2 gange træning, hvile, møder m.m. inden spillerne tager hjem igen kl. 17.00.
Sportschef Rasmus Gissel siger om aftalen:
- Vi er rigtig glæde for at DBU har fundet vores forhold egnet til at huse sådanne samlinger. Det synes jeg er et stort klap på skulderen til dem der til daglig har med vores faciliteter at gøre.
Samtidig er det ideelt for os, idet træningerne ligger i dagtimerne og dermed ikke har direkte indflydelse på vores egen daglige træning. Jeg forestiller mig at en del af vores trænere vil være at finde på sidelinjen i ny og næ for at finde inspiration til den daglige træning.
Det er første gang i nyere tid at vi bliver fast vært for DBU-samlinger og det ser jeg også som et skulderklap til alle der har noget med klubben at gøre - der bliver gjort et godt og stort stykke arbejde som der bliver lagt mærke til.
Carsten Ravn fra DBU glæder sig til at komme til Støvring:
- Vi ser frem til samarbejdet med Støvring IF. Jeg har besøgt anlægget mange gange og ved derfra at forholdene er rigtig gode og kommer til at matche vores setup.
Vi skal træne med områdets bedste spillere fra de klubber der ikke er a-licens klubber, så det bliver uden tvivl træninger med højt niveau, hvilket vi glæder os rigtig meget til at få skudt i gang, når vi træner første gang onsdag d. 22. august når U14-spillerne samles første gang.
Der er indgået en aftale frem til 31. juli 2019.