Menu

Strålende punktum for Miniskolen 2018

image Trænerleder Jan "Krølle" Nielsen svarede godt igen under den afsluttende vandkamp, hvilket vist nok fremgår af dette foto.
Af Jørn Eriksen
04. juli 2018 kl. 17:37
De yngste deltagere - 40 piger og drenge på Miniskolen - på SIF Fodboldskolen 2018 tjekkede ud onsdag eftermiddag, og sidstedagen bød for deres vedkommende blandt andet på straffesparksfinale, kampe mellem trænerteam og børn samt ikke mindst den afsluttende vandkamp, hvor de medbragte og hårdtpumpede vandguns kom til deres ret - læs mere her...

Solen skinnede fra en klar himmel, og temperaturerne var noget nær sydlandske, da der onsdag eftermiddag 4/7 blev sat punktum for Miniskolen for de yngste deltagere på SIF Fodboldskolen 2018.

Godt på en dag, hvor vand - masser af vand - spillede en rigtig stor rolle.

Udover fodboldøvelser bød sidstedagen for deltagerne på Miniskolen også på straffesparksfinale. Tre spillere fra hver af de fire grupper, der havde været sammen over alle tre dage, havde indløst billet til onsdagens finale, og her var Christian Brix Nielsen skrappest fra den hvide plet med Mads Sølvkjær på en fornem andenplads.

Efter middagsmaden stod den på kampe mellem piger og drenge på den ene halvdel og trænerteamet på den anden - kampene blev myndigt dømt af trænerleder Jan "Krølle" Nielsen, der svingede om sig med gule og røde kort på den lille anrettede bane på bane 1. Det sidste talte tungt, idet både scoringer mod holdene og kort fra den knaldhamrende dygtige dommer betød en tur op langs banden på bane 1, hvor de spillere, der ikke lige selv var på banen, og nogle af trænerne måtte overdynge dem med vand.

Tju-hej, hvor det gik.

Det hele blev rundet af med decideret vandkamp, hvor de rødklædte trænere stod for skud for masser af medbragte vandpistoler og vandguns. Trænerne svarede godt igen med spande og poser med vand, og især Jan "Krølle" Nielsen, der sædvanen tro var placeret højt på børnenes "hitliste", fik hældt vand den anden vej - det hele blev taget med højt humør.

Skoleleder Brian Bloch Jensen rundede løjerne af med at takke både piger og drenge for deres indsats under de tre dages strabadser i solen med håb om at se dem igen en anden gang, og trænerteamet fik også et rygklap for deres indsats.

Piger og drenge - på tværs af årgange - har lært hinanden at kende. Ikke så ringe i en fodboldklub som SIF Fodbold. Det sidste også på tværs af Mini- og Maxiskole.

Sportschef Rasmus Gissel lavede inden onsdagsløjerne et videoindslag, hvor både Brian Bloch Jensen og trænerleder Jan "Krølle" Nielsen samt ikke mindst nogle af deltagerne på SIF Fodboldskolen 2018 får sat ord på, hvad de mener, der er rigtig godt ved en sådan fodboldskole i sommerferien - link til det indslag her:

https://www.facebook.com/siffodbold.dk/videos/1678142632239203/

Maxiskolen for de ældste deltagere på SIF Fodboldskolen 2018 fortsætter frem til og med fredag. Her er 73 drenge og piger i aktion.

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/sif-fodboldskolen-2018-skudt-i-gang/

 

 

 

 

 

Luk