Menu

U 10 1-drenge vandt B-finalen i Vildbjerg

image U 10 1-drengene vandt Dominus Cup-finalen på sidstedagen af Vildbjerg Cup 2017. Foto: U 10-drenge
Af Jørn Eriksen
06. august 2017 kl. 15:26
Så blev der sat punktum for Vildbjerg Cup 2017, og på den sidste dag lyste U 10 1-drenge og U 12-pigerne op blandt de tilbageværende SIF-deltagere ved henholdsvis at vinde U 10 1 B-finalen og U 12-pigernes A-bronzekamp. Også flotte sølvmedaljer til U 13-drenge 1 i deres A-finale i Vildbjerg - læs mere her...

Søndag 6. august skulle der sættes slutkrølle på fire-fem våde og vitaminrige dage under Vildbjerg Cup 2017, hvor 15 SIF-hold og samlet rundt regnet 300 personer i SIF-lejren havde taget del i løjerne.

Sidstedagen stod i diverse semifinaler og finaler samt bronzekampes skær, og SIF Fodbold havde fortsat 6 af de 15 deltagende mandskaber med i feltet.
Og det gjorde det alle godt, men U 10 1-dengene og U 12-pigerne lyste mest op sammen med U 13 1-drengene, der var i A-finalen mod et velspillende mandskab fra Varde IF.

U 10 1-drenge, der var lige ved at kvalificere sig til A-slutspillet, skulle søndag morgen spille B-semifinale med kickoff kl. 09.10, og SIF-mandskabet besejrede Dalum IF 2-0. Det udløste adgangstegn til B-finalen (Dominus Cup, red.), hvor vestjyske Stoholm IF stod på menuen.
Og SIF-tropperne gjorde skam arbejdet færdigt ved at vinde finalen i Dominus Cup 1-0 ved middagstid.

U 12-pigerne var endnu tidligere på færde i deres A-bronzekamp, der skulle spilles kl. 08.35.

SIF-pigerne sluttede også glimrende af ved at besejre HBV Sydthy 4-2, så bronzemedaljerne havnede i Støvring. I U 12-pigernes A-finale tog Farsø/Ullits IK det sidste stik hjem ved at besejre Thisted FC 2-0 efter straffespark.

U 12-pigernes træner Lene Mumgård beretter om bronzekampen:
Nogle fantastiske dage er slut i Vildbjerg for U 12-piger. Sikke en oplevelse. For mange af spillerne var det første gang, de var til Vildbjerg Cup.
I bronzekampen kom vi foran 1-0 ved Amalie Fyllgraf. Sydthy kom dog på 1-1 - pigerne kæmpede bravt. Spillet kom aldrig til, at flyde for Støvring-pigerne, dertil var der for mange nerver. Kampen må afgøres i straffesparkskonkurrence.
- Et kæmpe drama, da Sydthy mente, vi snød, da vi satte en markspiller i mål. (de indgav efter kampen - uden held - protest). Da det jo er helt lovligt, at sætte en markspiller i mål. Marie - Line og Amalie scorer sikkert på Støvrings straffespark. Amalie reddede flot et skud fra Sydthy, og dermed en rigtig flot tredjeplads til U12- pigerne i A slutspillet.

 

U 13 1-drengene fra SIF Fodbold havde på imponerende vis tjekket ind til A-finalen i U 13 1-rækken, men her måtte SIF-mandskabet bøje sig for Varde IF, der sejrede 2-0. Kastrup Boldklub, som SIF havde besejret i semifinalen efter straffespark, vandt bronzekampen 2-0 - men samlet virkelig stærkt af U 13 1-drengene at nå helt frem til A-finalen i så stærkt besat en Cup-turnering som Vildbjerg Cup.

 

- Spillerne kæmpede en brav kamp mod en rigtig stærk modstander, og vi holdt 0-0 til pausen. Kort ind i anden halvleg kom vi bagud 0-1, og til sidst satsede vi ved at sende en ekstra mand frem, og det udnyttede Varde IF til at slå kontra og cementere sejren med en scoring til 0-2, siger U 13 1-SIF-træner Carsten Frederiksen.

- Vi var kun ni mand afsted, og to af spillerne døjede lidt med småskavanker, men SIF-spillerne kæmpede heroisk i finalen. Det er ingen skam at tabe til en god modstander, og det gjorde vi i finalen. Samlet kan vi se tilbage på en rigtig flot deltagelse i Vildbjerg Cup 2017, slutter Carsten Frederiksen.

Hos drengene var U 15-drengene i U 15 2- rækken også i aktion søndag. Først gjaldt det B-semifinalen mod Aabyhøj IF med kickoff kl. 10.15, og den kamp vandt SIF-mandskabet 6-5 efter straffespark.
Lige over middag gjaldt det derfor finalen i Dominus Cup mod norske Vardeneset BK, og den kamp vandt nordmændene 3-1 - stærkt af SIF-holdet at gå hele vejen til Dominus Cup-finalen i årets udgave af Vildbjerg Cup.

Sidst - men ikke mindst - var U 10- og U 15-pigerne i aktion på sidstedagen af Vildbjerg Cup 2017.

U 10-pigerne skulle spille A-bronzekamp mod FA 2000, der sejrede 2-0. Samlet en rigtig flot Vildbjerg Cup for U 10-pigerne.

U 15-pigerne - 8-mands - spillede finale i deres Dominus Cup mod Rebild Syd, der sejrede 2-1.

SÅDAN GIK DET SIF-HOLDENE PÅ DEN SIDSTE DAG AF VILDBJERG CUP 2017:
DRENGE:
U 10 1-rækken:
09.10: B-semifinale: SIF - Dalum IF 2-0
11.30: B-finale: SIF - Stoholm IF 1-0
U 13 1-rækken:
A-finale: 10.20: SIF - Varde IF 0-2
U 15 2-rækken:
B-semifinale: 10.15: SIF - Aabyhøj IF 6-5 efter straffespark.
B-finale: 12.30: SIF - Vardeneset BK (Norge) 1-3

PIGER:
U 10:
09.15: A-bronzekamp: SIF - FA 2000 0-2
U 12:
A-bronzekamp: 08.35: SIF - HBV Sydthy 4-2
U 15 (8-mands):
B-finale: 10.55: SIF - Rebild Syd 1-2

Links til tidligere indlæg om Vildbjerg Cup 2017 her: 

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-13-drenge-i-a-finalen-i-vildbjerg/

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-10-drenge-tjekkede-ogsaa-ind-i-a-slutspil/ 

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/syv-sif-hold-klar-til-a-slutspil-i-vildbjerg/

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/sif-hold-godt-og-vaadt-fra-land-i-vildbjerg/

Luk