Menu

U 13 Liga 2-drenge fortsatte sejrsstimen

image U 13 Liga 2-gutterne og cheftræner Brian Foldager under en peptalk i kampen hjemme mod SMS-Fjends. Fotos: u 13-drenge
Af Lars Hvilsted, holdleder for U 13 Liga 2-drenge
23. april 2018 kl. 09:45
Førsteholdet hos U 13-drenge i U 13 Liga 2 slog søndag 22/4 SMS-Fjends 5-0 hjemme i Støvring og fortsatte dermed den flotte sejrsstime i den skrappe række - læs mere her...
  • Kampreferat 6. spillerunde
  • U 13 drenge Liga 2:
  • Støvring IF - SMS-Fjends 5-0 (1-0)

Drengene havde søndag formiddag 22/4 besøg af bundproppen SMS-Fjends, der inden dagens kamp ikke havde fået point på kontoen i Liga 2.

  • Støvring stillede op i følgende opstilling: Lasse Hvilsted var tilbage i målet efter en uges skadespause. Venstre back= Mads Vestergaard, Højre back= Jonathan Würtz, Centerforsvar= Nicklas Sejer Sørensen og Olti Xhigoli, Central Midtbane: Mathias Graversen og Oliver Jensen, Venstre kant= Erik Kold, Højre kant= Andreas Nicolajsen og Angreb: Malthe Frederiksen og Christian Rolin Smed. Noah Nørgaard Pedersen, Mario Sandu og Daniel Primdahl startede på bænken.

På trods af SMS-Fjends placering i bunden af Liga 2 var der på forhånd en sund respekt for drengene fra Viborg-egnen, da ingen af deres nederlag havde været på mere end to mål. Det var ikke bare et hold, man kunne forvente at køre fuldstændig over.

Der skulle da også gå hele 23. minutter før vi fik kampens første mål. Olti fik spillet vores topscorer Malthe helt fri i feltet. Med ryggen til målet fik Malthe tippet bolden bag om sig selv, og i vendingen kunne han sparke bolden i nettet til en 1-0 føring til Støvring. Flot detalje.

Forinden havde Mathias haft nogle gode frisparksforsøg på kassen, men SMS-drengene havde en høj keeper, der var svær at overliste på de høje bolde.

Christian Rolin måtte lade sig udskifte med smerter i lysken i første halvleg. Ind kom Mario på kanten, og Andreas blev rykket op i angrebet. Andreas havde tidligere i kampen haft en god mulighed for at bringe Støvring foran, men hans afslutning blev reddet af SMS-målmanden.

Ved pausen stod der 1-0 til Støvring, og der blev foretaget to udskiftninger. Daniel kom på venstre kant i stedet for Erik, og Noah byttede plads med Jonathan på venstre back.

I kampens 32. minut fik Daniel en flot aflevering fra Mathias, og Daniel var millimeter fra at bringe Støvring på 2-0, men bolden ramte stolpen i stedet for at gå i mål. Daniel spillede en flot kamp, og sin bedste i dette forår, og var involveret i mange gode aktioner i anden halvleg.

To minutter senere var Mathias og Daniel involveret i en ny episode. I venstre side af banen spillede Oliver et kort hjørnespark til Mathias, som sparkede bolden direkte mod det modsatte øverste hjørne i målet. Daniel var placeret meget tæt på målstregen, og efterfølgende videosekvens og stillbillede viste, at Daniel fik headet til bolden, da den akkurat var kommet over målstregen. Et flot mål til 2-0 i det 34. minut, som måske kunne være blevet annulleret af dommeren, hvis Daniel havde headet til bolden inden målstregen, da han var i en mistænkelig offside-position. Det vigtigste var, at vi fik lavet et flot mål, og ikke så vigtigt, om det var Mathias eller Daniel, der skulle krediteres for målet.

Drengene spillede en fantastisk flot fodboldkamp denne søndag, og efter 40 minutter var Daniel igen involveret i en flot aktion, idet han serverede en flot pasning til Oliver, som efterfølgende fandt Malthe med en stikling, og vores topscorer svigtede ikke og dermed 3-0 til Støvring IF.

Herefter blev Mads skiftet ud, og Jonathan kom tilbage på back-pladsen. Mads havde forinden spillet håndboldkamp, og han skulle - efter fodboldkampen -være med i endnu en håndboldkamp. Herudover blev Andreas udskiftet med Christian Rolin.

Christian Rolin var hurtigt involveret i en chance, der gav målet til 4-0. Han spillede Oliver fri på kanten af feltet, og Oliver bankede bolden i kassen på et tørt langskud i det 43. minut.

To minutter senere lagde Daniel en flot aflevering til Christian Rolin, som med overlap og hovedstød fik spillet Mario helt fri til 5-0-scoringen til Støvring IF.

Herefter blev Erik Kold skiftet ind på midtbanen i stedet for Oliver.

I kampens 58. minut kunne det være blevet til 6-0, da Mathias bankede et frispark på overliggeren.

Kampen endte 5-0 til Støvring, og alle drengene havde stor ære af denne kamp. Vores modstander fik ikke et ben til jorden, og drengene skal have stor ros for at holde hovedet koldt, selvom der skulle gå lidt tid, inden der kom hul på bylden.

I målet fik Lasse sæsonens andet clean sheet i en kamp uden de store aktioner, men der var sikre indgreb og godt sammenspil med resten af holdet. Vores forsvarskæde med Mads, Jonathan, Noah, Nicklas og Olti lukkede fuldstændig SMS-drengene ned, og det var fuldt fortjent, at de sammen med Lasse holdt nullet i dagens kamp.

I motorrummet på midtbanen fik Oliver og Mathias løbet mange kilometer, og de var hele tiden en trussel på skud og frispark udefra.

På kanterne var der gode aktioner fra Erik, Andreas, Daniel og Mario. Der var godt samarbejde med resten af holdet, og de fik serveret mange fine afleveringer til vores angriber.

Vores angribere, Malthe og Christian, har i denne sæson været super farlige og fundet et perfekt sammenspil. Det fortsatte i dette opgør, og de var også med til at gøre vores midtbane farlig, når vi gang på gang fik sendt angreb afsted mod SMS-målet.

Næste kamp i Liga 2 er på udebane - torsdag 26/4 kl. 18.30, hvor drengene skal møde Farsø/Ullits IK. Drengene var i pulje med Farsø/Ullits i efterårets 8-mands U13 Liga 2, hvor vi spillede 0-0 på hjemmebane og vandt 3-1 på udebane.

Med sportslig hilsen

Lars Hvilsted, holdleder for U 13-drenge Liga 2

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/maalorgie-af-u-13-liga-2-drengene/

 

Luk