U 15- og U 16-pigerne klar til JM
U 15-pigerne havde spillet sig frem til regionsmesterskabet i U 15 B-rækken, som blev spillet i Flauenskjold Hallen.
SIF-pigerne havde indløst billet ved at slutte på en flot tredjeplads i deres pulje hen over vinteren.
Efter super flot spil ,fight og sejre i de to første kampe ved regionsmesterskaberne var guldet i hus allerede inden sidste kamp, som desværre blev tabt 6-5
Men skidt-pyt, førsteplads, guldmedalje og billet til JM var i hus.
U 15-pigerne spiller JM-finalestævne 2.-3. februar i Jetsmark idrætscenter
Søndag 20. januar skulle U 16-pigerne så se, om de også kunne hive medaljer og JM-billetter i hus ved regionsmesterskabet i Nols Hallen.
I indendørs-sæsonen har der været tilmeldt to hold i U 16-rækken - Støvring 2 sluttede på en flot andenplads i deres pulje, som gav en billet til regionsmesterskabet i U 16 A-rækken (foto herunder, red.).
Støvring 1 sluttede på fjerdepladsen i deres pulje, og det gav adgang til regionsmesterskabet i U 16 B-rækken.
Begge U 16-hold kom lidt skidt fra start ved regionsmesterskabet med nederlag, men de fik vendt skuden, så det hele endte med to flotte bronzemedaljer og billetter til JM i U16-A og U16-B.
Holdet i B-rækken (foto herover, red.) skulle helt frem til sidste kamp mod LKB-Gistrup, hvor kun en sejr kunne sende dem videre til JM. I en meget spændende og intens kamp trak Støvring det længste strå med en flot 5-3-sejr.
U 16-pigerne spiller jysk mesterskab i Hadsund Hallerne 2.-3. februar.
En drøm om at få alle tre SIF-hold med til JM gik i opfyldelse, og så kan man jo kun være rigtig stolt over det, pigerne har præsteret gennem hele sæsonen. Udover pigerne på billederne har vi cirka 10 andre spillere, som også har bidraget med at nå målet.
Med sportslig hilsen
En meget stolt træner
Bjarne "Buster" Foldager Pedersen