Menu

U 16 Liga 2 kan selv afgøre det trods 1-7

image U 16 Liga 2 skal have rystet 1-7-nederlaget ude mod Eastside Viborg ud af hovederne inden sidste spillerunde lørdag 11/11, hvor de med en sejr hjemme over Skjold Sæby holder fast i den andenplads, der kan udløse en billet til forårets U 16 Liga 1. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
05. november 2017 kl. 21:41
Førsteholdet hos U 16-drengene i U 16 Liga 2 løb ind i den såkaldte "kontrakniv" i næstsidste spillerunde ude mod Eastside Viborg, der vandt slaget om førstepladsen med hele 7-1. SIF-holdet - på andenpladsen - er dog stadig et point foran Hobro IK inden sidste spillerunde - læs mere her...

U 16 Liga 2-mandskabet var ude i en direkte duel om førstepladsen ude mod Eastside Viborg lørdag 4/11 i næstsidste spillerunde - med en sejr ville SIF-mandskabet skubbe Eastside Viborg væk fra førstepladsen, men Eastside Viborg havde hvæsset kontrakniven til dette opgør.
7-1 efter 4-0 ved pausen blev de knusende cifre i hjemmeholdets favør, og med den sejr indløste Eastside Viborg billet til forårets U 16 Liga 1 fra en førsteplads, der nu med sikkerhed bliver på deres fødder.

SIF-holdet indtog inden kampen i Viborg den andenplads, der også kan blive et katapultsæde til en plads i forårets U 16 Liga 1, idet de to bedste toere også er garanteret pladser i U 16 Liga 1. Forspringet ned til Hobro IK var på to point, men Hobro IK satte - takket være 2-2 ude mod Skjold Sæby - point til denne lørdag.
Det betyder, at SIF-mandskabet fortsat er ét point foran Hobro IK inden sidste spillerunde i næste weekend - både SIF og Hobro Ik spiller lørdag 11/11. SIF hjemme mod Skjold Sæby og Hobro IK hjemme mod Thisted FC.

- Vi kan stadig selv afgøre, om vi skal slutte på andenpladsen. Det kræver en sejr over Skjold Sæby på lørdag, idet vi må gå ud fra, at Hobro IK besejrer Thisted FC, siger Joakim Nielsen, U 16-cheftræner i SIF Fodbold.

Der er tre U 16 Liga 2-puljer, og kun de to bedste toere rykker op, men i første omgang drejer det sig om at besejre Skjold Sæby på hjemmebane i sidste spillerunde, og så må regnestykket gøres op bagefter.

Inden kampen mod Eastside Viborg vidste SIF-truppen på forhånd godt, at boldtab i opspillet ville kunne være ren gift, idet viborgenserne hidtil havde været utroligt skarpe og effektive i deres omstillinger.

- De scorede seks af deres syv mål på kontraangreb, og efter 20-25 minutter førte de 4-0. Ved 4-0 brændte vi et straffespark. Efter pausen kom vi på 4-1 på en fin scoring af Malthe Serup Hannesbo, hvorefter vi brændte endnu et straffespark, og så stemplede vi desværre mere eller mindre ud af kampen, hvorefter de scorede tre mål, der cementerede sejren til 7-1. Cifrene angiver ikke det rette styrkeforhold mellem de to hold - 3-1 eller 4-2 til Eastside Viborg havde nok været mere passende, men vi skal rejse os mentalt inden den sidste kamp hjemme mod Skjold Sæby, understreger Joakim Nielsen.

Ved 0-0 denne lørdag i Viborg havde SIF-mandskabet også to store muligheder for at komme foran, hvilket måske kunne have givet et helt andet kampforløb.

SIF-startopstillingen ude mod Eastside Viborg, 4-4-2: Kasper Buus Niss - Max Jørgensen, Nicklas Elvstrøm Christiansen, Robert Ørtoft og Johan Wisholm - David Sandu, Samuel Angelo, Malthe Serup Hannesbo og Andreas Hougaard - Jeppe Bloch Jensen og Jeppe Folden.
Indhopperne denne gang: Mikkel Drejer, Frederik Plough Lapirtis og Nikolaj Christiansen.

Luk