Menu

U 19 Liga 2 sprudlede i topopgør

image U 19 Liga 2 tog topholdets skalp fredag aften ved at slå BI 5-2. Arkivfoto
Af Jørn Eriksen
02. juni 2018 kl. 11:27
U 19 Liga 2-mandskabet sprudlede i topopgøret ude mod Brønderslev IF (BI) fredag aften 1. juni. Slutcifrene blev 2-5 - tre scoringer af Marcus Skovhus Pedersen og en af af både Selemani Kikwangazala og Patrick Davidsen. BI fører stadig puljen ét point foran SIF-tropperne inden de sidste kampe - læs mere her...

U 19 Liga 2 fik med denne flotte sejr halet betydeligt ind på Brønderslev IF (BI), der nu blot er ét point foran SIF-mandskabet inden forårets tre sidste kampe, og samtidig fik SIF-holdet revancheret det 2-3-nederlag, BI tildelte det tidligere på foråret i Støvring.

- Det var vores vildeste kamp længe. De taktiske aftaler blev holdt. Vi undgik stort set at lave fejl i opspillet, og så var vi lynende farlige på vores omstillinger med Marcus Skovhus Pedersen og Selemani Kikwangazala som lokomotivførere i den sammenhæng, siger Rasmus Numan Petersen, U 19-cheftræner.

  • SIF-startopstillingen, 4-1-4-1: Nicolai Mouritsen - Sebastian Meyer Poulsen, Simon Kibsgaard, Frederik Pind og Jonas Vraa - Casper Henriksen - Selemani Kikwangazala, Malthe Christiansen, Marcus Skovhus Pedersen og Jens Janum Riis - Malthe Bruun Munch.
  • Bænken denne gang: Patrick Davidsen og Kasper Moes.

- Vi vidste, BI ville stå højt med deres bagkæde, og allerede efter 31 sekunders spil fik Casper Henriksen - efter en bolderobring - sendt Selemani Kikwangazala i dybden, men den stærke BI-keeper fik reddet. Vi var uhyre tæt på 0-1 efter 31 sekunder, forklarer Rasmus Numan Petersen.

Der gik da også blot yderligere halvandet minut, inden SIF scorede.

Malthe Munch og Selemani Kikwangazala stod for de indledende manøvrer, inden Marcus Skovhus Pedersen i løb ind i feltet modtog bolden fra Kikwangazala. Marcus tæmmede bolden, drejede rundt på en tallerken og sendte bolden i nettet.

Og det blev lidt paradoksalt første halvlegs eneste scoring.

Efter en lille halv times spil lavede Marcus Skovhus Pedersen og Jens Janum Riis et godt krydsløb, der gav Marcus Skovhus Pedersen chancen for at score sit andet mål i kampen, men bolden strøg lige forbi Bi-målet.

De sidste 10 minutter af første halvleg var den eneste periode i kampen, hvor et disciplineret og tændt SIF-mandskab gav lidt væk, og BI havde et forsøg, hvor bolden strejfede den ene SIF-stolpe.

0-1 ved pausen.

- Vi skiftede lidt ud fra anden halvlegs start. Malthe Munch kom ud til en pause, og Selemani Kikwangazala fik en periode i angrebet, mens Sebastian Meyer - igen stærkt spillende - overtog højrekanten. Ind kom Kasper Moes på pladsen som højre back, forklarer Rasmus Numan Petersen.

Men det var BI, der fik scoret først efter pausen.

Der gik blot to minutter, inden det blev det 1-1, og den scoring kunne SIF-vikaren i målet, Nicolai Mouritsen, ikke gøre noget ved. Han stod i øvrigt en rigtig stærk kamp som afløser for skadede Anders Dupont. Nicolai Mouritsen, der ellers har været forrygende stærk som midtstopper i dette forår, havde vitale redninger både ved 1-1 og 1-2.

Udligningen til 1-1 gav puljens førerhold blod på tanden, men SIF kom helskindet igennem de næste 10 minutter og fik fat i kampen igen.

Et kvarter efter pausen blev det 1-2.

Bolden blev spillet op på Malthe Christiansen, der sendte Selemani Kikwangazala afsted i dybden, og SIF-gazellen svigtede ikke - BI appelerede forgæves for offside i den situation.

Fem minutter senere blev det 1-3. BI sastede offensivt. Jens Janum Riis indledte det angreb ved at spille bolden frem til Selemani Kikwangazala, der spillede bolden videre til Marcus Skovhus Pedersen, som slog til.

SIF skiftede en del ud for at spare nogle af de spillere, der skulle i aktion for JS 1 lørdag. Jens Janum Riis og Jonas Vraa fik pauser, og Malthe Munch kom ind igen, men det blev en anden indhopper, Patrick Davidsen, der scorede til 1-4 i det 73. minut.

Malthe Christiansen kunne akkurat ikke få hovedet på et indlæg, og bolden strøg videre forbi målrammen. En BI-forsvarer var sikker på, bolden ville gå ud til målspark, men så kom SIF's "Lucky Luke" i skikkelse af Patrick Davidsen flyvende til - dog ikke på Jolly Jumper. Han er "hurtigere end sin egen skygge", og fra en spids vinkel fik Patrick Davidsen sendt bolden forbi den ellers velspillende BI-målmand.

I det 82. minut blev det også 1-5.

Det skete på en omstilling, hvor Selemani Kikwangazala spillede Marcus Skovhus Pedersen fri til sidstnævntes tredje scoring i kampen, og i alle tre tilfælde stod Kikwangazala for den målgivende pasning.

Ved 1-4 havde BI fået et gult kort, da en BI-spiller rev Selemani Kikwangazala i trøjen i kølvandet på, at de to ovenævnte SIF-spillere havde holdt showtime endnu en gang.

Inden slutfløjtet blev det 2-5 på en løs bold ind i SIF-feltet. Bolden tog i første omgang overliggeren, og samtlige SIF-spillere stoppede op ved nedfaldsbolden i sikker overbevisning om, at dommeren ville fløjte for offside. Det skete ikke, og BI fik et trøstmål til allersidst.

- Det var stærkt at vinde på den her måde. Vi var uden nogle af de vante profiler, men spillere som Casper Henriksen, Frederik Pind, Marcus Skovhus Pedersen, Selemani Kikwangazala og Sebastian Meyer Poulsen tog virkelig ansvar, og i målet fortjener Nicolai Mouritsen også stor ros for en flot kamp som vikar for Anders Dupont, slutter Rasmus Numan Petersen.

U 19 Liga 2 spiller igen på tirsdag 5. juni, Grundlovdag, og det sker hjemme i Støvring kl. 16.00 mod Skibsby-Højene IF (SHI).

LÆS OGSÅ:

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-19-liga-2-i-topopgoer-mod-bi/

 

http://www.siffodbold.dk/klubnyt/ungdom/u-19-liga-2-op-paa-andenpladsen-med-4-1-sejr/

 

-

 

Luk