Formandens beretning fra generalforsamlingen

Beretning for 2024 v. Bestyrelsesformand Mike Winther
1) Indledning
2024 har været endnu et spændende og begivenhedsrigt år for Støvring IF Fodbold. Vores klub fortsætter med at udvikle sig både på og udenfor banen, og det er med stor glæde, at vi igen kan se tilbage på et år, hvor vi har styrket vores fundament, udbygget vores aktiviteter og fortsat skabt
fantastiske fællesskaber for alle vores medlemmer.
I trit med at byen vokser, så vokser klubben også. Det har betydet en medlemsvækst på knap 5% siden sidste indberetning. Det betyder også, at vi hver dag arbejder hårdt for at sikre, at vores medlemmer har de bedste rammer og miljøer for at spille fodbold i SIF. Men det giver nogle udfordringer på vores faciliteter, som ikke forbedres i trit med klubbens udvikling. Det er noget vi
er meget bevidste omkring og som vi arbejder på at forbedre løbende.
Vores mål for det kommende år er at fortsætte den gode udvikling i klubben, så vi vil sætte fokus på følgende udviklingsområder:
● Forbedringer af vores nuværende faciliteter bl.a. igennem fonde, pulje og sponsorarter.
● Optimering af vores interne strukturer, ansvarsområder og arbejdsopgaver.
● Arbejde på at skabe de bedste miljøer og oplevelser for vores medlemmer.
2) På banen
I 2024 tog vi for alvor hul på arbejdet med at være en DBU Børneklub. Vi ansatte Michael René Dalsgaard Rasmussen som DBU Børneklubrådgiver, der har haft en vigtig rolle i at understøtte vores mange frivillige trænere og udviklingen af vores børnefodbold miljøer. Med en voksende børneafdeling har det været en prioritet at sikre de bedste rammer for både spillere og trænere.
Vores ungdomsafdeling har fortsat udviklingen med gode og inkluderende fællesskaber. Vi har sikret, at vi stadig kan tilbyde fodbold for alle aldersgrupper, og det er en fornøjelse at se, at vi kan samle mere end 280 spillere fra 26 hold til at deltage i Vildbjerg Cup, hvor de får en masse fede fællesskaber og fodboldoplevelser.
På seniorsiden kan vi fortsætte med at tilbyde fodbold på alle niveauer. Fra vores Serie 2 Herre og Serie 1 Kvinde hold til Old Boys/Girls, Veteranhold og Motionsfodbold for Mænd og snart også for Kvinder. Vi er stolte af at være en klub, der favner bredt og skaber fællesskab for alle.
3) Udenfor banen
Vi har haft mange aktiviteter og arrangementer i løbet af året, herunder:
● Et tæt samarbejde med DBU om DBU-samlinger for piger.
● Afvikling af vores fodboldskole for over 200 børn.
● Uddannelse af mere end 70 trænere på C1 og C2 kurser.
● Succesfuld afvikling af to Matchday-arrangementer trods udfordrende vejr.
● Stor succes med salget af julekalendere.
● Afvikling af SIF Julecup med deltagelse af knap 400 hold og mere end 2000 spillere, herunder et stort antal fra vores egen klub.
● Renovering af flere af vores omklædningsrum, energioptimering af alt vores lys og udskiftning af gulv og møblement i klubhuset.
4) Samarbejde med Rebild Kommune
Vi arbejder fortsat på at holde en tæt dialog med Rebild Kommune både for at udvikle og optimere vores faciliteter, men også for at styrke vores forhold med en af vores største bidragsydere. I 2024 nedsatte vi en arbejdsgruppe, der arbejdede på at søge dialog med kommunen omkring det nye
Livs- og læringsmiljø (læs nu: GRO projekt), som måske kunne være relevant for klubben. Derudover har vi også haft en arbejdsgruppe til at kigge på forbedringsmuligheder, herunder etableringen af et nyt skur ved Svinget til opbevaring og vedligeholdelse af vores kunstgræsbane.
5) Udvalgsarbejde
2024 har været et år, hvor vi har styrket strukturen i og omkring vores udvalg. Vi har nu ca. 14 udvalg, der hver især bidrager til at styrke SIF- heriblandt:
● Sportsudvalget; som arbejder på at skabe de bedste sportslige rammer for vores medlemmer og trænere.
● Sponsorudvalget; arbejder hårdt på at vedligeholde vores nuværende sponsoraftale, men også tegne nye sponsoraftaler.
● Fundraising Udvalget har bl.a. indhentet puljemidler til renovering af omklædningsrum, lys, gulv, nyt møblement i klubhuset og meget mere.
● Cafeteria Udvalget har arbejdet på at optimere vores cafeteria og det udbud vi tilbyder vores medlemmer.
● Tøjudvalget har arbejdet på at tegne en ny aftale med både Select og Sportigan ift. alt vores tøj- og materialebestillinger.
● Frivillighedsudvalget har arbejdet hårdt med at strukturere vores Foreingsopgave og sikre at alle opgaver bliver løst.
● Derudover har vi udvalg, der arbejder med Udlandstur, Vildbjerg Cup, 90'er fest, Nibe Festival, Julecup, Matchday, Julekalendersalg, Rebild Operaen, Arbejdsdagen og Flagalléen. Uden disse udvalg/grupper ville vi ikke kunne drive klubben på det niveau, vi gør i dag.
Vi har rigtig mange frivillige i vores udvalg, som yder en kæmpe indsats - vi kunne godt bruge flere, så vi kommer med en rekrutteringskampagne i løbet af den næste tid, for at få flere med i vores udvalg.
6) Tak til vores sponsorer
Stor tak til vores mange sponsorer, som med deres støtte er med til at sikre klubbens udvikling. Sponsorerne spiller en afgørende rolle i vores forening, hvor deres bidrag gør det muligt at skabe de bedste rammer for både spillere, trænere og frivillige. Uden denne opbakning ville det være svært at
opretholde de mange tilbud og aktiviteter, som gør SIF Fodbold til et stærkt fællesskab. Vi værdsætter den tillid og det engagement, vores sponsorer viser os, og vi er stolte af at have dem som en del af klubben.
7) Tak til vores frivillige
Endnu en gang har mere end 500 frivillige været med til at drive klubben og skabe det SIF, vi alle kender. Frivillighed er en hjørnesten i vores forening, og uden denne enorme indsats ville vi ikke kunne tilbyde de samme muligheder til vores medlemmer. Så igen, kan vi kun sige: Tusind tak for jeres store indsats i 2024 - vi håber at I vil give en lige så stor indsats i 2025.
8) Tak til vores ansatte
En stor tak skal lyde til vores to ansatte, Christian Bak og Mike Kurtz. Deres arbejde med at skabe struktur i det daglige, de hjælper vores mange frivillige og medlemmer hver eneste dag og så er de med i motorrummet når det handler om at udvikle klubben.
9) Tak til bestyrelsen
Stort tak skal det lyde til bestyrelsen, som i det forgangne år har ydet en stor indsats for klubbens udvikling. Sidste år fik vi fire nye medlemmer ind i bestyrelsen, som både skulle ind og finde sin
plads, men også være klar til at trække i arbejdstøjet og bidrage - det har I gjort rigtig godt og jeg glæder mig til at fortsætte vores arbejde sammen med jer. En særlig tak skal lyde til Gitte Hartung, der har valgt ikke at genopstille. Din indsats har været uvurderlig, og vi takker dig for alt det, du har bidraget med gennem årene. Særligt har du været med til at sætte dit præg på bestyrelsesmøderne med din sans for struktur og ordentlighed. Foruden at
have siddet med i bestyrelsen i de sidste 4 år, så har Gitte også været koordinator for flere af hendes børns hold igennem mange år.
Der skal også lyde en stor tak til Camilla Jensen, der har valgt ikke at genopstille. Du blev valgt ind sidste år for generalforsamlingen og tog fra starten teten på at få skabt nogle muligheder omkring vores SoMe-platforme. Vi håber at du fortsat fremadrettet vil bidrage hvor du har tid og lyst.
10) Afsluttende bemærkning
Alene kan vi intet, men sammen kan vi så meget mere. Støvring IF Fodbold er en klub med værdier, der bygger på Engagement, Tydelighed og Sammenhold, og det er takket være jer alle, at vi fortsat kan udvikle os og skabe de bedste rammer for vores medlemmer. Tak for et fantastisk 2024, og jeg
ser frem til endnu et godt år for SIF!
Tak for indsatset til Camilla, der stopper i bestyrelsen efter 1 år.
Tak til Gitte, der stopper i bestyrelsen efter mange års arbejde.
Kunstgræsforeningens Beretning for 2024 v. Bestyrelsesmedlem Mike Winther
Kunstgræsforeningen af 2014
1) Indledning
2024 har været et stille år for Støvring Kunstgræsforening, imens vi har forberedt os på byggeri af nyt skur. Tilskuddet fra Rebild Kommune blev udskudt fra 2024 til 2025, hvorfor vi har brugt tiden på at gøre os klar til byggeriet.
I løbet af efteråret har vi haft opfølgende møder med Rebild Kommunes udvalg for Kultur- og Fritid samt forvaltning, og vi vil gerne takke for den altid opbakkende dialog vi har med dem. Vi føler anerkendelse af vores behov for forbedring af faciliteterne og glæder os til det fremtidigesamarbejde.
Inden jul fik vi indsendt byggetilladelse til maskin-/materielhus, og den er nu godkendt, og vi forventer at igangsætte byggeriet inden længe, så det er klar til næste vintersæson. Vi har ligeledes, i samarbejde med Støvring IF Fodbold, tanker omkring anvendelse af Svinget til fodbold formål. Dette arbejder vi videre på i 2025.
Rent fodboldmæssigt, bliver vores kunstgræsbane brugt mere end nogensinde, hvilket er dejligt
men også skaber slitage. Vi opfordrer vores brugere til at passe så godt på banen som muligt.