Menu

Serie 3 herrerne rejste sig i målfest

image
RG
16. maj 2022 kl. 10:31
Torsdag d.12/5 skulle Støvrings bedste herreseniorhold endnu engang i auktion på hjemmebane. Støvrings førstehold havde i den forgangne weekend indkasseret årets første nederlag, hjemme mod topholdet Svenstrup/Godthåb IF. Derfor var det spændende at se, hvordan holdet ville reagere hjemme mod Farsø/Ullits IF.

“Vi stod pludselig i ny situation, efter 6 sejre i træk tabte vi topopgøret hjemme 2-1 til Svenstrup-Godthåb IF, efter en kollektiv offday. Så jeg var naturligvis spændt på at se, om vores kollektiv kunne stå distancen og om gutterne ville rykke tættere sammen og få vasket sidste weekends plet af.

Op til kampen talte vi om, vigtigheden i at være til stede i kampen fra første fløjt, hvilket ikke havde været tilfældet i vores seneste kamp. Vi havde mødt Farsø/Ullits i årets første kamp, hvor vi vandt 3-0 i en kamp, hvor vi havde svært ved at få lukket kampen. I Farsø mødte vi et hårdt kæmpende hold, som fightede alle 90 minutter.

Heldigvis lykkedes vi i dette opgør rigtig godt med de ting, vi havde fokuseret på og der var rigtig mange flotte præstationer både individuelt, men så sandelig også som hold”, fortæller cheftræner Uffe Agerbo.

Det skulle vise sig at Støvringholdet havde valgt at tage “skeen i den anden hånd” og få vasket sidste weekends skuffelse af sig. Allerede efter 2 minutters spil bragte Mads Dahl Støvring i front med 1-0, efter han opsnappede en bold i Farsøs bagerste geled og løb ned og sparkede bolden sikkert i mål til Støvring føring. Dette blev starten på et sandt bombardement af Farsøs mål. Efter blot 35 minutters spil var Støvring i front med 6-0. Mads Dahl skulle blot bruge 16 minutter på at lave hattrick, samtidig havde Sylvester Würtz Jensen og Ulrik Kjærgaard også budt ind med hhv. 1 og to scoringer.

Med komfortable 6-0 ved pausen, var fokus for Støvring at holde nullet, holde kadencen oppe og bevare koncentrationen og ikke begynde at spille for individuelt.

2. Halvleg var blot 5 minutter gammel, da Mads Dahl endnu engang var på pletten og scorede til 7-0. Efter 59 minutters spil lød scoren på hele 10-0 til hjemmeholdet. Sylvester Würts Jensen havde bidraget med hans andet mål i kampen, Mads Dahl stod for hans femte mål, imens Magnus Åskar stod for kampens vel flotteste scoring, efter en helflugter ramte stolpen og gik i mål.

Herefter var det ligesom gassen gik lidt af ballonen fra begge hold og Støvringholdet indkasserede to noget unødvendige mål imod sig. Dog scorede Simon Ø. Foldager Andersen sit første mål i kampen og Ulrik Kjærgaard fuldendte sit hattrick til slutcifrene 12-2.

“Jeg er virkelig stolt af måden vi håndterer sidste weekends nederlag på. I dag viser spillerne stærk moral, ærgerrighed og viljen til at komme videre. Så en super dejlig sejr til gutterne i dag og fokus er nu på næste kamp fredag d.20. maj ude mod Doense/Vebbestrup”, slutter Uffe Agerbo.

Luk